Århus Stiftstidende skærer ned igen

Afskedigelser og naturlig afgang skal gøre Århus Stiftstidende til en sund forretning, siger direktør.
Erik Thomle

Afskedigelser og naturlig afgang skal gøre Århus Stiftstidende til en sund forretning, siger direktør.

Artiklen er fra

Journalisterne på Århus Stiftstidende blev mandag orienteret om, at avisens redaktion endnu en gang skal reduceres.
Hvordan nedskæringerne i detaljer skal gennemføres, er der endnu ikke taget endelig stilling til, men de skal være med til at vende mange års underskud til det overskud, som den britiske mediekoncern Mecom kræver.

Århus Stiftstidende er en del af Midtjyske Medier, der ejes af Det Berlingske Officin, som igen ejes af Mecom.

Midtjyske Medier omfatter desuden Randers Amtsavis og De Bergske Blade, og administrerende direktør Per B. Jørgensen oplyser, at der skal nedlægges i alt 20 af Midtjyske Mediers 230 journalistiske stillinger.

Færre journalister
Han orienterede i går medarbejderne på Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis om, at der skal nedlægges godt 15 stillinger på de to østjyske aviser og deres oplandsredaktioner. Måske vil der senere ske yderligere reduktioner, siger han til JP Århus.

»Vi foretager en tilpasning, så de to aviser stille og roligt drejes til en sund forretning, fordi vi i stigende grad har en fælles produktion mellem bladene i koncernen,« tilføjede han i aftes.

Århus Stiftstidende har gennemført en række nedskæringer på redaktionen gennem de seneste år.

For mindre end et år siden blev nedskæringerne gennemført uden direkte afskedigelser, fordi godt en halv snes medarbejdere frivilligt valgte at sige deres stillinger op.

De fik tilbud om fuld løn i en periode, der svarede til den opsigelsesperiode, de havde krav på i overenskomsten. Tilbuddet gjaldt alle på redaktionen.

Denne gang bliver nedskæringerne gennemført dels som afskedigelser, dels ved naturlig afgang.

Ny redaktør på vej
Inden udgangen af april bliver der sat navn på de medarbejdere, som skal forlade Midtjyske Medier, siger Per B. Jørgensen, der blev konstitueret som ansvarshavende chefredaktør efter chefredaktør Per Westergaard, der forlod koncernen med udgangen af januar.

Om tre uger tiltræder den 49-årige Dorthe Carlsen som ansvarshavende chefredaktør for Midtjyske Medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også