Ekspert: Dygtige ledere redder medier fra dødskamp

Rygter om printmediets død er overdrevne, mener media director Gorm Wesing Flyvholm.
Tine Brødegaard Hansen

Rygter om printmediets død er overdrevne, mener media director Gorm Wesing Flyvholm. Medielederne er nemlig omstillingsparate.

Det Berlingske Officins faldende årsresultat for 2007, sammenlignet med 2006, drastiske nedskæringer i antallet af medarbejdere og interne strukturomvæltninger lyder som hård kost. Men de og andre virksomheder der er klar til strukturforandringer er på rette vej, siger media director i Deloitte Business Consulting Gorm Wesing Flyvholm til MediaWatch.

"Hovedoverskriften for alle medievirksomheder er, at de ser på hvordan de bliver klar til at møde udfordringerne på fremtidens marked. Det betyder at man ikke kan køre den samme type operation som hidtil, der skal skæres i omkostningerne og færre skal producere det samme."

Alene jobannoncefaldet i de store dagblades jobsektioner tegner sig for 10-25 pct. i årets første to måneder. Oplagstallene går også nedad for de fleste dagblade og nye mediekanaler presser de gamle. Men de dystre udsigter for annoncesalget og den generelle lavkonjunktur, behøver ikke at resultere i dødsfald for diverse medier.

"Den interne struktur skal være knivskarp med de rigtige processer og strukturer, så man kan præstere effektivt på markedet. Hvis medievirksomhederne er parat til omstilling og få den gamle forretningsmodel til at spille sammen med den nye på nettet, skal de ikke frygte et hjertestop, men systemet revitaliserer ikke sig selv."

I den forbindelse men Gorm Wesing Flyvholm ikke, at medielederne sidder på hænderne, de er tværtimod klar over at branchen er udfordret.

Medarbejderflugten fra Berlingske Business ser Gorm Wesing Flyvholm som et naturligt led i udviklingen hen i mod nye måder at tænke journalistisk arbejde på.

"Alle må omstille sig, grupperinger i snævre faguniverser er ikke vejen frem, men når medarbejdere kan se formålet med det hjælper det på sagen, ellers går de i baglås."

Når det er sagt, kan Gorm Wesing Flyvholm ikke få øje på nogen dårlige medier i Danmark. Spørgsmålet han stiller er dog, om et kvalitetsprodukt er ligefrem proportionalt med antallet af journalister der er ansat til at producere det, når man kun har et givent antal sider?

"Omnibusaviserne der vil det hele, må se på hvor effektive de er. Optimeringsmetoden Lean vil vi se mere til i mediebranchen. Det er allerede kendt på redaktioner i USA og UK og kommer også til Danmark. Det handler om hvor værdiskabende og effektiv man er som journalist for mediet. Den fremtidige medievirksomhed må hele tiden have fokus på omkostningerne, fordi forbrugeren ikke vil betale det samme for nyheder længere, men stadig forventer det samme gode produkt."

Gorm Wesing Flyvholm ser en konsolidering på mediemarkedet og forventer ikke de store omvæltninger i 2008.

"Der kommer næppe en ny gratisavis og jeg kan ikke se udenlandske spillere komme ind på det danske marked, udover hvis TV 2 bliver solgt på et tidspunkt."

En af de forretningsmodeller Gorm Wesing Flyvholm forventer sig mere af, er loyalitetsprojekter omkring medieuniverset, sådan som Daily Telegraph i London har skabt. De tilbyder læserne forskellige tilbud som kreditkort og rejser, og skaber derved nye indtægsstrømme. Men hvem bliver vinderne på det benhårde mediemarked?

"Jeg kan ikke udpege vindere og tabere, men selvom alle har travlt med at kritisere Nyhedsavisen og dømme dem ude, har de på kort tid nået at etablere sig med mange læsere. Det har været meget dyrt, men ingen ved om de lykkes med det, de har måske tænkt en ny forretningsmodel igennem, som vil vise sig at være helt rigtig."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også