Mylenberg: Påfaldende avisstilhed om budsag

Leder af Center for Journalistik på SDU, Troels Mylenberg, undrer sig over at aviserne ikke er kommet mere på banen i sagen om de rumænske bude.
Tine Brødegaard Hansen

Leder af Center for Journalistik på SDU, Troels Mylenberg, undrer sig over at aviserne ikke er kommet mere på banen i sagen om de rumænske bude.

"Jeg skal ikke være den der vurderer om historien holder vand eller ej, men forholder man sig til oplysningerne i 21 søndag, så mener jeg da, at aviserne bør komme på banen," siger Troels Mylenberg til MediaWatch.

Først i løbet af eftermiddagen har artikler på politiken.dk og business.dk taget sagen op, med det fokus at formanden for Dansk Avis Omdeling, Bjarne Munch, hævder at selskabet overholder reglerne på området og at DRs oplysninger om underbetaling af avisbude fra østlandene er fejlagtige.

"Det kan næsten virke beskæmmende, hvis aviserne ikke vil lade egne virksomheder undergå samme nidkærhed som andre virksomheder udsættes for i journalistikkens hellige navn, men det er svært at kaste sten mod sig selv, og ikke noget man gør med mindre man er tvunget til det. Det er klart, at man ikke får nogen til at kritisere sig selv, hvis de kan undgå det, men undlader aviserne at skrive om sagen, vil det vise sig, om det lykkes dem at tie historien ihjel," siger Troels Mylenberg.

Han mener dog ikke, som Mogens Jensen (S), at der påhviler Dansk Avis Omdeling et særligt ansvar i relation til arbejdsforhold for budene, i kraft af at dagbladene bag selskabet modtager distributionsstøtte.

"Der findes stort set ikke den virksomhed i Danmark, der ikke modtager en eller anden slags erhvervsstøtte, så man er vel ikke mere tvunget til at overholde reglerne hvis man modtager offentlig støtte end hvis man ikke gør. Men det er da klart, at politikerne i det her tilfælde har noget at true med i forhold til distributionsstøtten," siger Troels Mylenberg.

Adm. direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch henviser til formand for Dansk Avis Omdeling A/S for kommentarer til sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også