Medie: Sjællandske Medier i ny sparerunde efter underskud i 2022
Den regionale mediekoncern Sjællandske Medier er nødt til at spare og vil derfor nedlægge ”omkring 30 stillinger,” skriver fagbladet Journalisten.
Fagbladet er i besiddelse af en mail sendt til koncernens medarbejdere, hvor det fremgår, at ledelsen agter at fordele nedskæringerne
”nogenlunde ligeligt” i henholdsvis salgs- og redaktionelle afdelinger.
Dertil vil ledelsen også trimme udgifterne af andre veje for at imødekomme presset på koncernens annonceindtægter, der i 2022 og i indeværende år falder sammen med stigende priser på bl.a. papir. Det vil bl.a. udmønte sig i en omstrukturering i administrationen af koncernens mange lokaludgivelser.
”Vi tror på at ved at inddele Sjælland i nogle ”naturlige” områder, som binder op mod fire lokale redaktioner- og salgsenheder, kan vi samarbejde og hjælpe hinanden bedre i disse områder, når der er behov for lokalt træk på ekstra ressourcer, spidsbelastninger, personalefravær med videre,” fremgår det af mailen ifølge Journalisten.
I sidste uge kunne Sjællandske Medier præsenterer et årsregnskab for 2022 med et underskud på bundlinjen på godt 91 mio. kr. - det værste resultat for koncernen i mere end et årti. Koncernen har igennem flere år været presset på sine annonceindtægter af bl.a. digitale udbydere som Facebook og Google, og i 2022 blev økonomien videre presset af kraftigt stigende priser på dels papir og distribution.
Som direkte konsekvens af det samlede pres tilbød Sjællandske Medier samtlige medarbejdere frivillige fratrædelser i september og endte med at indgå fratrædelsesaftaler med 29 ansatte. Samtidig satte ledelsen gang i en større omlægning af driften af koncernens avis- og annonceforretning.
MediaWatch arbejder på at få en kommentar fra adm. direktør Jens Nicolaisen.
Relaterede artikler:
Udsigt til ugeavispulje vækker glæde hos lokale medier
For abonnenter