MediaWatch

Uffe Ellemann-Jensen er gået bort

Venstres tidligere formand er død efter længere tids sygdom, oplyser partiet.

Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix.

Danmarks tidligere udenrigsminister og Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen er søndag sovet ind efter længere tids sygdom. Det oplyser Venstre.

Uffe Ellemann-Jensen blev 80 år.

Han efterlader sig sin hustru, Alice, og sine fire børn, Claus, Helene, Karen og Jakob samt ti børnebørn.

Sidste år fortalte Uffe Ellemann-Jensen til Kristeligt Dagblad, at en gammel kræftsygdom igen var begyndt at vise sig.

Mandag blev han indlagt på Rigshospitalet, og hans søn og nuværende Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen forlod torsdag Folkemødet på Bornholm for at være sammen med sin far.

Uffe Ellemann-Jensen kom med en fortid som journalist for DR og Børsen ind i Folketinget i 1977 og fik en fremtrædende rolle i dansk politik.

I 1982 blev han udenrigsminister under Poul Schlüter (K), og to år senere blev han formand for sit parti, Venstre.

Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister, da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten, som ville forandre EF-samarbejdet til unionen EU.

Efterfølgende var han med til at få det danske EU-medlemskab i hus i kombination med fire danske forbehold for EU-samarbejdet. Det til trods for, at forbeholdene aldrig blev hans kop the.

Da danskerne 1. juni i år skulle stemme om at afskaffe forsvarsforbeholdet, begejstrede udsigten til at gøre et af forbeholdene til fortid derfor Uffe Ellemann-Jensen.

”Jeg har ventet i 30 år, så det var et skønt øjeblik endelig at kunne gøre noget for at slippe af med det elendige forbehold, som jeg jo selv var den, der skulle handle på plads. Ih, det har naget mig i alle de år,” sagde han til TV 2 på valgdagen.

Det danske nej til Maastricht-traktaten faldt sammen med, at det danske landshold i fodbold vandt Europamesterskabet i 1992.

I den forbindelse blev Uffe Ellemann-Jensen også bagmand til et af dansk politiks mere kendte citater, da han på vej ind til et møde med de andre europæiske ledere ytrede:

”If you can’t join them, beat them (hvis du ikke slutte dig til dem, så vind over dem, red.)”

I et opslag søndag på Facebook skriver Jakob Ellemann-Jensen om sin far:

”Han blev 80 år, og han levede et langt og fantastisk liv, hvor han både nåede, oplevede og påvirkede mere end de fleste.”

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

B.T. lukker printavisen, cityredaktionerne nedlægges og chefredaktør Jonas Kuld Rathje stopper, Bog & Idé barsler med streamingtjeneste, og DR gentænker kulturdækningen. Det har været en travl uge i Mediedanmark, men du får overblikket over de vigtigste historier lige her.

Den Uafhængige venter øget vækst i 2022 med dyrere abonnement

Radiostationen, der gik i luften i 2020, lagde 20 kr. til abonnementsprisen i marts, hvilket har fået nogle af de betalende lyttere til at falde fra. Medlemstallet ventes dog at vokse og omsætningen stige i indeværende år, vurderer strategichef Kasper Saugmann.

Læs også

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs