Monitormedier går i luften med nyt site om idrættens verden

Monitormediers nye medie skal lave artikler om det, der foregår uden for grønsværen og banerne i danske idrætsforeninger og de omkringliggende samfundsinstitutioner.
Foto: Monitormedier/PR
Foto: Monitormedier/PR

Det nyeste skud på Monitormediers stamme hedder Idrætsmonitor og skal sparke en bredere dækning af danske sportsklubber, foreninger og organisationer i gang. Det nye site er gået live onsdag morgen.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Idrætsmonitor skal, ligesom Monitormediers øvrige nyhedssites, finansieres gennem abonnementsbetaling. Michael Ørtz Christiansen bliver redaktør. Med sig til posten har han bl.a. erfaring som presserådgiver og konstitueret pressechef hos Danske Spil og som sportsjournalist hos TV 3 Sport.

"Der mangler et uafhængigt, kritisk og konstruktivt medie om idræt. Der er masser at tage fat på, og idrætsområdet fortjener en bedre dækning. Det skal Idrætsmonitor levere," siger Michael Ørtz Christiansen i meddelelsen.

 Selvom det kredser om sportens verden, melder mediet sig ikke i skaren af sportsmedier og -redaktioner, der har fokus på kampe, resultater og transferrygter. Idrætsmonitor skal finde en niche i dækningen, hvor samspillet mellem kommuner og idrætsinstitutioner er i centrum.

”Idrætten bidrager til fællesskaber, sundhed og trivsel og spiller på den måde en stor rolle for både den enkelte borger og for vores velfærdssamfund. Derfor glæder vi os til at skabe et nyt, samlende medie, som kan sætte fokus på idrættens samfundsrolle,” siger Anders Jerking, chefredaktør for Monitormedier.

Monitormedier, der tidligere hed Politiken Nicher, havde i 2020 et underskud på 4,9 mio. kr. før skat og 3,8 mio. kr. efter skat. Det er en del af JP/Politikens Hus.

Idrætsmonitor er det sjette i Monitormediers portefølje, som ellers tæller Kulturmonitor, Skolemonitor, Byrummonitor, Sundhedsmonitor og Klimamonitor.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også