Spionchefer har advaret to mediehuse mod at røbe hemmeligheder

JP/Politikens Hus og Berlingske Media har fået henvendelser fra PET og FE, skriver Ekstra Bladet.
Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
AF RITZAU

De to efterretningstjenester har netop advaret to store mediehuse om, at det kan være strafbart at viderebringe fortrolige oplysninger.

Der er tale om "en usædvanlig henvendelse", siger den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, til Ekstra Bladet.

"Jeg har ikke tidligere oplevet eller hørt om, at de to tjenester i fællesskab henvender sig til medier på den måde," siger Stig Ørskov.

Direktøren blev i et telefonopkald indkaldt til et møde, som blev afviklet mandag morgen.

Her sad han overfor chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen, og den konstituerede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Svend Larsen.

PET og FE orienterede Stig Ørskov om en aktion i sidste uge, hvor fire personer blev anholdt og sigtet for at have videregivet klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne. To af de anholdte blev torsdag af Københavns Byret varetægtsfængslet i et lukket retsmøde.

De to efterretningschefer sagde ifølge mediehusets direktør, at medierne skal være opmærksom på, at den bestemmelse, som de fire er sigtet for at have overtrådt, også omfatter "mediernes videregivelse af de særligt tavshedsbelagte oplysninger".

Anholdelserne har muligvis forbindelse til sagen om Danmarks samarbejde med amerikanske NSA, skriver Ekstra Bladet.

Også den øverste chef for Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, skal ifølge mediet have fået en henvendelse fra de to spionchefer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også