Butikskæde dropper den trykte tilbudsavis

I 2019 brugte Silvan 134.000 kilometer papir på den trykte tilbudsavis, som siden er udfaset helt.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Som led i et øget fokus på bæredygtighed er butikskæden Silvan holdt op med at trykke sin tilbudsavis på papir. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Udfastningen er sket siden 2019, hvor Silvan trykte tilbudsaviser på 134.000 km papir. Året efter blev antallet af aviser skåret med 70 pct., og nu er tryk og distribution af tilbudsaviserne helt ophørt.

"Det er med stolthed, vi kan fortælle, at Silvan har udfaset de trykte tilbudsaviser. Trykte tilbudsaviser er et levn fra fortiden, som Silvan nu siger farvel til, til gavn for miljøet. I stedet investerer vi yderligere i vores services og e-handelsaktiviteter," siger Jimmy Thomsen, Head of E-Commerce & Marketing hos Silvan, i meddelelsen.

Med beslutningen følger Silvan efter flere andre butikskæder, herunder Føtex og Bilka, begge fra Salling Group, der sidste år slankede deres tilbudsaviser med henholdsvis 40 og 20 pct. Coop-kæderne Kvickly og Superbrugsen valgte i 2020 at slå deres tilbudsaviser sammen, mens Dagli' Brugsen tidligere har sløjfet papirudgaven.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu