To mexicanske journalister dræbt på en uge

Mexico er sammen med Afghanistan og Syrien et af verdens farligste lande for pressefolk.
Foto: Henry Romero/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Romero/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP

To journalister blevet dræbt på under en uge i Mexico.

Et land, der ifølge Journalister uden Grænser (RSF) ligger øverst på listen over verdens farligste lande for pressefolk sammen med Afghanistan og Syrien.

Senest er journalisten Alfredo Cardoso død i Acapulco af sine kvæstelser efter at være blevet skudt fem gange.

Cardoso blev bortført i sidste uge fra sit hjem af maskede mænd.

Han blev ifølge lokale medier fundet hårdt såret i sin bil dagen efter. Cardoso døde søndag - kort tid efter, at han var blevet bragt til et hospital.

"Jeg kondolerer de pårørende," skriver lederen af delstaten Guerrero, Evelyn Salgado, på sociale medier. Hun siger, at en efterforskning af drabet er sat i gang.

Ni journalister dræbt i år

Cardoso døde få dage efter, at den erfarne journalist Fredy López Arévalo blev skudt i delstaten Chiapas.

Fredy López Arévalo arbejdede for XERA-Radio Uno i Chiapas. Han blev skudt ned på gaden ved sit hjem torsdag aften i byen San Cristóbal de las Casas i den sydvestlige del af landet.

Gerningsmanden flygtede bagefter på motorcykel.

Guvernøren i Chiapas, Rutilio Escandón, har i et tweet fordømt "det feje drab på journalisten Fredy López Arévalo" og udtrykker medfølelse med de pårørende. Han siger, at ingen forbrydelse vil forblive ustraffet.

Journalistsammenslutningen i Chiapas fordømmer drabet og kræver, at myndighederne opklarer sagen.

Mindst ni journalister er blevet dræbt i Mexico i år. Over 100 journalister er blevet dræbt i Mexico siden 2000.

Kun en lille brøkdel af drabene er blevet opklaret og har ført til retsforfølgelse.

/ritzau/AFP

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også