Ritzau så færre vækstveje for Ritzau Finans - og fik et godt tilbud fra hovedejer

Det giver Ritzaus Bureau mulighed for at investere i kerneforretningen, at bureauet siger farvel til Ritzau Finans, siger adm. direktør, der understreger, at det ikke er farvel til erhvervsstoffet.
Lars Vesterløkke, adm. direktør, Ritzaus Bureau. | Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix
Lars Vesterløkke, adm. direktør, Ritzaus Bureau. | Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix

Ritzaus Bureau bliver omtrent 15 årsværk og et helt forretningsområde mindre. Det sker med salget af Ritzau Finans til JP/Politikens Erhvervsmedier – en handel, der blev offentliggjort tidligere fredag.

For Ritzau har kalkulen bl.a. været, at udsigterne til vækst har været begrænsede.

"Ritzau Finans har været en god forretning, men i de senere år har det været svært at finde nye vækstmuligheder inden for vores ramme. Da vi så fik et fornuftigt købstilbud, i øvrigt fra vores største aktionær, var det helt naturligt at gå i dialog om en aftale. Det kan give Ritzau nye muligheder for at investere og udvikle andre områder," siger Lars Vesterløkke, adm. direktør for Ritzaus Bureau.

Nyhedsbureauet er ejet af en række mediehuse, og JP/Politikens Hus er største ejer. Stig Ørskov, der er adm. direktør for JP/Politikens Hus, sidder i Ritzaus bestyrelse.

Det er bl.a. færre banker på kundelisten som følge af fusioner i finanssektoren, der har spillet ind, forklarer Lars Vesterløkke.

"Bankerne fusionerer og skærer ned, så den del af markedet er faldet. Vi har formået at holde og vækste til andre typer kunder, men man skal udvikle på en anden måde for at gå de veje. Det håber jeg, at Finans (Ritzau Finans, red.) får mulighed for nu," siger han.

Storaktionær køber

Ifølge Lars Vesterløkke har det "selvfølgelig" haft en betydning, at det er Ritzaus største aktionær, der har vist interesse for og siden købt Ritzau Finans.

"Men det er en beslutning, der er truffet og taget stilling til af den øvrige bestyrelse, som har vurderet tilbuddet og mulighederne, og hvad der vil være godt for Ritzau. Der har man vurderet, at det ville være fornuftigt at gå ind i en forhandling om at sælge og så anvende nogle af ressourcerne til at udvikle Ritzau videre," siger han.

Lars Vesterløkke oplyser, at Stig Ørskov ikke har deltaget i Ritzaus bestyrelses behandling af opkøbstilbuddet fra JP/Politikens Hus.

”Stig Ørskov har ikke deltaget i forhandlingerne, han er inhabil i sådan en sag, det siger sig selv.”

Vil investere i nye tiltag

Ifølge direktøren får frasalget ikke den store praktiske betydning for Ritzaus Bureau.

"Ritzau Finans har været en selvstændig enhed med egne kontrakter og systemer og var et selvstændigt selskab indtil 2018. Der er en produktion i Ritzaus Bureau, der leverer ind til Ritzau Finans, og den bliver skilt ad nu, men leverancen fortsætter i en periode i hvert fald," siger Lars Vesterløkke, der uddyber, at abonnementerne på Ritzau og Ritzau Finans er blevet solgt særskilt og derfor kan skilles ud.

"Vi har aldrig bundlet abonnementerne."

Hvad Ritzau skal bruge de nye penge i kassen til, er endnu ikke besluttet, men ifølge Lars Vesterløkke har bureauet "en række ideer, vi vil drøfte med bestyrelsen".

"Vores strategi er kort sagt, at vil levere til medierne billigere og bedre med nyheder, billeder og værktøjer. I det marked er der vækstmuligheder for os, og det er det, vi vil dyrke endnu mere end før."

Selvom Ritzau Finans altså forlader familien, så vil Ritzau også fremover levere stof om aktier og erhvervsliv.

"Finans har været en nicheproduktion, der primært er til folk, der køber og sælger aktier. Mediekunder fylder meget lidt og mindre i dag end tidligere. På nyhedstjenesten i Ritzau producerer vi generelle nyheder også på erhvervsområdet, og det fortsætter vi med," siger Lars Vesterløkke.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også