I weekenden blev arbejdsgiverne i Dansk Industri og lønmodtagerne i CO-industri enige om en ny overenskomst. Det blev vel og mærke en lidt en dyr en af slagsen, men som der blev sagt af partnerne, så går det godt i Danmark.

Virksomhederne har det rigtigt godt, og mange lønmodtagere har det godt, fordi de netop er lønmodtagere og altså er i arbejde. Nu skal de både have mere i løn, en flot stigning på fritvalgskontoen, forbedrede vilkår under forældreorlov også for mændene samt mere løn under sygdom. En flot pakke, hvis man spørger undertegnede.

Hvis man på nogen måde skal drage paralleller til de igangværende overenskomstforhandlinger i mediebranchen, tror jeg godt, jeg kan sige, at lønmodtagerne er dem, som er mest glade. For selvfølgelig påvirker et stort område, som blev forhandlet på plads i weekenden, resten af de områder, der er i gang med at forhandle. Og mon ikke man hos Danske Medier Arbejdsgiver og Dansk Journalistforbund sidder og trækker i hver sin retning. Under alle omstændigheder er der nu kommunikereret forhandlingspause, hvilket kan tolkes sådan, at parterne ikke er på nippet til at blive enige.

Hertil kommer de administrative og kommercielle medarbejdere, der for en dels vedkommende er organiseret i HK, som også skal blive enige. Så spillet er i gang – og der er naturligvis meget på spil for begge parter.

Investeringer og styring af omkostninger

Uagtet at der har været pæne regnskaber i mediebranchen, så er en stor del af arbejdsgiverne transformationsramte og midt i en dyr omstilling, hvor der både skal investeres og rationaliseres. Og der er med garanti ikke indregnet signifikante forøgelser af omkostningerne i de budgetter, som selskaberne opererer med i 2020.

De mørke skyer over mediebranchen behøver ikke nødvendigvis give regn og torden. De varsler snarere, at man skal være fornuftigt klædt på. Der skal fortsat leveres stram omkostningsstyring og målrettede investeringer, ligesom det er nødvendigt at omfordele, udskifte og efteruddanne medarbejdere i højere tempo end tidligere for at være på forkant med den transformation, der stadig udfordrer de klassiske forretningsmodeller.

Samtidig bliver der fortsat investeret i nye digitale platforme – og her mangler vi stadig at se den fulde værdi i forhold til at få organisation og kunder til at købe ind. Men det er positivt, at der bliver investeret. For uden investeringerne ville mange andre spillere køre forbi i overhalingsbanen.

Og ja, det, der foregår omkring lønomkostningerne, er hamrende vigtigt. Står det til medarbejdersiden, skal der flere penge på bordet – mange penge. Det er i sig selv ikke nogen overraskelse eller nyhed. Sådan er der lidt rituel stammedans over forhandlinger. Både i de centrale forhandler og de lokalforhandlinger, der sættes i gang efterfølgende. Men bliver en ny overenskomst lige så "dyr" eller "flot" som den Dansk Industri og CO-industri indgik søndag, vil det som sådan være gift for de mange medievirksomheder, der slås med en omsætning, der peger mod syd.

Afstemning mellem medarbejdere og ledelse

Parterne står altså med vidt forskellige udgangspunkter. Derfor er det også glædeligt, at der bliver arbejdet stenhårdt på at løsrive sig fra afhængigheden af den klassiske fødekæde såsom annoncesalg. Der investeres i disse år massivt i at tjene på indhold og alternative forretningsmodeller for at bevare relevansen og robustheden. Skal mediehusene fortsætte rejsen, bør man løbende afstemme "the fact of life" mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Det giver en bedre balance og større forståelse af virksomhedens situation. Heldigvis fungerer det mange steder rigtigt godt.

Overenskomstforhandlingerne handler naturligvis også om at afstemme positioner og holdninger. Når ledelserne i mediebranchen ønsker at udskifte nuværende medarbejdere til fordel for nye medarbejdere med andre kompetencer, så sker det ikke uden protester. Det handler om efteruddannelse og kompetenceløft. Men det er vigtigt, når virksomheder som Nordjyske Medier og Berlingske Media melder ud og signalerer, at den nye medievirkelighed også omfatter nye typer af medarbejdere, der kan og skal noget andet.

Men i al rimelighed bør det også understreges, at intet er sort/hvidt. Begge parter bruger naturligvis også de intense forhandlinger til at afprøve temaer, der på et senere tidspunkt kan blive krav eller måske ultimative krav. I den henseende er fritvalgskontoen noget, der kom snigende undervejs i tidligere overenskomster, men netop hvor risikoen er at der går automatik i forventningen til stigningen fra overenskomstperiode til overenskomstperiode. Men tænk lige over, hvad 7 pct. er i kroner og øre, som er rammen fra Dansk Industri og CO-industris aftale. Og kan den nogensinde ændres igen? Næppe.

Tilbage står, at alle aktører må udvise rettidig omhu og ikke indgå aftaler, som ødelægger mulighederne for mediernes overlevelse på sigt. Derfor befinder vi os også i skæbnesvangre år. Er vi som branche skarp på, at forretningskoncepter, teknologiinvesteringer og et mådeholdende forbrug af omkostninger skal gå hånd i hånd?

Det er nok en lidt blandet pose bolsjer, men den gode vane med at gribe ind hurtigere, når tallene ikke passer, tror jeg, er kommet for at blive. Tænk blot på seneste udmelding i forbindelse med Jysk Fynske Mediers spareplan. Målet var at sikre sig mod en fremtidig nedgang i annonceomsætningen. Forhandlingerne er derfor rammesættende for fremtiden, men indeholder mest på godt også et arbejdsmarked, hvor vi finder løsninger – her spiller historien og traditionen en rolle. Der er meget at passe på.