Forbrugerombudsmand går ind i sager om skjult reklame

Efter en gennemgang, Politiken står bag, har vist, at flere netmedier ikke har gjort opmærksom på, at artikler på deres sites er annoncørbetalte, meddeler Forbrugerombudsmanden nu, at man undersøger sagen. 
Foto: Dado Ruvic/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/REUTERS/Ritzau Scanpix

I weekenden kom det i Politiken frem, at flere digitale medier har bragt annoncørbetalt indhold uden at deklarere det som værende reklame. Nu har Forbrugerombudsmanden valgt at undersøge sagen nærmere, skriver Politiken.

Reklameformen, der kaldes linkbuilding, fungerer ved, at en virksomhed betaler sig til en artikel på et netmedie, der linker til den pågældende virksomhedshjemmeside. Linkbuilding er ikke i sig selv ulovligt, men der skal gøres opmærksom på, at der er tale om annoncørbetalt indhold. Det har en række danske annoncebaserede netmedier ifølge Politikens gennemgang ikke gjort.

"Vi kigger på emnet med stor interesse. Hvis vi kan dokumentere, at selskaberne i Politikens dækning har overtrådt regler, vil de kunne blive straffet for det. Men det vil være op til en dommer at vurdere på baggrund af de beviser, vi måtte kunne fremlægge, hvis vi når så langt," siger Andreas Weidemann, Forbrugerombudsmandens kontorchef, til Politiken.

I søndags kom det blandt andet frem, at reklameselskabet Media Group Denmark ifølge Politkens research har solgt en stribe linkbuilding-artikler på 20 forskellige medier. Media Group Denmark samt de øvrige selskaber, der ifølge Politiken har brudt loven med skjult reklame, kalder det en fejl, artiklerne ikke har været korrekt deklareret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også