North Media: "Vi holder snuden i sporet med fokus på at optimere"

Aviskoncernen har efter en række omkostningsbesparelser løftet forventningerne til resten af året. Ifølge finansdirektør følges den lysere udsigt dog af et fortsat skarpt fokus på optimering af driften.
AF RITZAU FINANS

North Media har tirsdag aften efter børsens lukning opjusteret sine forventninger til driftsresultatet i 2019 med 15 mio. kr. Selskabet venter nu en EBIT-indtjening i intervallet 120-140 mio. kr. mod tidligere 105-125 mio. kr., mens omsætningsforventningerne stadig ligger på 1110-1160 mio. kr.

Den forbedrede indtjening henføres først og fremmest til øgede volumener og omkostningsbesparelser i datterselskabet FK Distribution.

"En stor del af opjusteringen kommer fra større volumener, men også fra, at vi har sparet omkostninger inden for både pakning, distribution og administration i FK Distribution. Så vi ser en generel forbedring af omkostningerne," siger Kåre Wigh, finandirektør og ordførende koncerndirektør i North Media.

"Mere volumen påvirker naturligvis omsætningen, men forventningen er stadig inden for spændet."

North Medias finansdirektør vil ikke gå i detaljer med, hvor meget de to forhold, øgede mængder og besparelser, hver især vejer med i opjusteringen på 15 mio. kr.

"Det kommer vi ikke nærmere ind på, men det er de to væsentligste faktorer.

Kåre Wigh vil heller ikke uddybe, hvordan udviklingen i omkostningsbesparelserne vil fortsætte til næste regnskabsår.

"Det er det niveau, vi rammer i år. En stor del af opgaven er i 2019 at optimere kerneforretningen. Det går på at levere endnu bedre løsninger til kunderne og få endnu mere styr på omkostningerne," siger han.

"Vi holder snuden i sporet med fokus på at optimere."

Opjusteringen følger i kølvandet af, at North Media i forbindelse med regnskabet for første kvartal i maj løftede bunden af sit indtjeningsprognose for driften med 10 mio. kr. fra 95-125 mio. kr. til 105-125 mio. kr. En positiv indsnævring.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også