Informations direktør: Private medier bliver ikke stærkere af et beskåret DR

Det hjælper ikke de private medier i kampen mod de største konkurrenter - techgiganter som Facebook og Google - når politikerne svinger sparekniven over DR. Løsningen er ikke mindre, men mere, støtte til dansk journalistik, lyder det fra Informations adm. direktør, Stine Carsten Kendal.

Det vil ikke gøre de private medier stærkere, at politikerne vælger at skære ned på public service-tilbud. Sådan lyder det fra adm. direktør på Information, Stine Carsten Kendal, i et debatindlæg i egen avis.

Indsparket kommer på bagkant af de 20 pct. besparelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har lagt ned over Danmarks Radio over de næste fem år, og som i sidste uge mundede ud i en større spareplan, der betyder lukning af flere kanaler og afskedigelsen af 375-400 medarbejdere.

I den nye public service-kontrakt for stationen er DR desuden lagt i en journalistisk spændetrøje med formuleringer som, at DR "skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler" på dr.dk. Noget, som flere har tolket som et forsøg på en udstrakt hånd til et presset privat marked, hvor bl.a. organisationen Danske Medier i årevis har kritiseret DR for at bevæge sig for langt ind over de private mediers forretning med lange featureartikler og lignende.

"Jeg er enig i ønsket om, at public service-medier viser hensyn til private medier ved ikke gratis at give eksempelvis lange artikler væk, som vi lever af at sælge. Jeg tror ikke selv, at det at beskære DR eller andre public service-tilbud gør private medier stærkere," skriver Stine Carsten Kendal i avisen og tilføjer, at hun har givet udtryk for dén holdning til bestyrelsen i Danske Medier, som hun siden 2017 har været en del af.

I stedet mener hun, at fokus bør være på de internationale techselskaber, hun betragter som værende den største trussel mod de danske medier.

"(...)der løber med annoncekronerne og bruger journalistisk indhold uden at betale tilbage til samfundet. Løsningen er, efter min mening, ikke mindre, men mere støtte til journalistik på dansk," skriver hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også