DEBAT | Der er nu mindre end et år til, at nye medieaftaler skal træde i kraft. Et flertal i Folketinget ønsker betydende ændringer, men vi har endnu fået svar på spørgsmålet: Hvilke konkrete ændringer ønsker flertallet?

DR skal naturligvis produktivitetsudvikle og spare, som alle andre offentligt ejede virksomheder, men de foreliggende økonomimeldinger er langt mere vidtgående. Der mangler ganske enkelt en realistisk sammenhæng med en række politikeres og andre engageredes ønsker til, hvad DR fortsat skal løfte af opgaver efter 31. december 2018.

Medieaftalerne får betydning for seerne, lytterne, læserne og brugerne, men sandelig også for et meget betydeligt antal seriøst arbejdende mennesker – bl.a. i Danmarks Radio.

Usikkerhedsskabende udspil

Regeringspartiet Venstre kom med et bud mellem jul og nytår på indholdet af en del af medieaftalen. Spørgsmålet er:  Kan der nu også ventes bud fra de to andre regeringspartier? Og kan der herefter så ventes en debat om, hvilke af de tre regeringspartier som sætter de stærkeste fodaftryk? Det vil næppe  forbedre kulturministerens muligheder for at samle og forene om brugbare løsninger.

Jeg synes, at man nu er nået det punkt, hvor partierne bag regeringen skal  springe usikkerhedsskabende faktorer over og fortælle, hvad regeringen konkret vil.

Først derefter kan man jo søge at svare på: Hvad kan og vil regeringen sammen med dens parlamentariske flertal? Og hvad vil og kan regeringen sammen med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Folketingets øvrige partier?

Økonomiske realiteter

Regeringsforslag kan til forskel fra parti- og partsindlæg ikke alene baseres  på holdninger og ideer. Det må nødvendigvis også tage udgangspunkt i de økonomiske realiteter. Dette er betryggende at vide.

Økonomiske analyser vil givet vise, at man ikke både kan reducere licensen med mindst 12,5 pct., fjerne yderligere 300-400 mio. kr. pr. år fra DR's budget til fordel for et markant løft af public service-puljen, outsource  og så stille i udsigt, at de tilbud, man hver især betragter som gode fra DR's side, kan fastholdes.

Derfor: Man må meget snart fortælle, hvad DR skal løse af opgaver af medieopgaver. Herunder om  DR fortsat skal drive koncerthuset og DR's orkestre, kor m.v., som alle er af høj kvalitet og til glæde for tusindvis af mennesker. Og man må fortælle, om det efter en betydende licensreduktion fortsat er licensbetalerne, som skal betale afviklingen af milliardgælden i koncerthuset og DR Byen.

Et andet vigtigt spørgsmålet, som politikerne skal afklare, er, om danskerne fortsat skal betale medielicens – eller om opkrævningen skal ske via en linje eller to på den personlige skatteoversigt. 

Nok om enkeltsager

Vi må nærme os det punkt, da en stor del af den offentlige debat om dansk mediepolitik ikke længere kan og bør handle om en flyttegodtgørelse, åremålsudsendte DR-udenrigskorrespondenter normalt får, men som i en ”dum” konkret sag har omfattet transport af en hest, samt om diskutable fratrædelsesaftaler med nogle DR-direktører, der har betydet, at de pågældende har fået et beløb, reelt svarende til løn i opsigelsesperioden, såfremt de selv siger op. Den slags enkeltsager kan man i øvrigt fremadrettet forebygge via detailregler.

Dansk mediepolitik handler om visioner, om konkrete forslag og om det danske medietilbud lokalt, regionalt og nationalt som supplement til eller måske som ”fortrop” til superprofessionelle internationale aktørers tilbud.