Højere støtteloft for lokale ugeaviser er vedtaget

Ud over muligheden for at få mere i støtte som ugeavis, er det nu også gået igennem Folketinget, at der kan søges om støtte fra Public Service Puljen til radio og podcast.
Et bredt flertal i Folketinget har ændret støttelofterne for ugeaviser og givet podcast og radioprogrammer adgang til støtte fra Public Service-puljen. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Et bredt flertal i Folketinget har ændret støttelofterne for ugeaviser og givet podcast og radioprogrammer adgang til støtte fra Public Service-puljen. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Podcast- og radio-producenter såvel som lokale ugeaviser kan torsdag glæde sig over, at Folketinget har færdigbehandlet og vedtaget ændringen i radio- og fjernsynsloven og lov om mediestøtte. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder bl.a. loftet for redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser hæves, og at radioprogrammer og podcasts kan søge om støtte i Public Service Puljen.

For ugeaviserne hæves støtteloftet, så tilskuddet nu kan udgøre 60 pct. af udgivelsens redaktionelle omkostninger og op til én mio. kr. årligt pr. ugeavis. Tidligere lød lofterne på 35 pct. af de redaktionelle omkostninger og højest 350.000 kr. pr. ugeavis.

Vedtagelsen af lovændringen er et resultat af en politisk aftale fra sidste år, som alle Folketingets Partier undtagen Liberal Alliance står bag.

”Podcast kan både gøre os klogere og stimulere vores fantasi, også i en travl hverdag. Derfor er det kun rimeligt, at man også kan opnå støtte til lyd fra Public Service Puljen,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i meddelelsen.

Samtidig kalder han det ”helt afgørende”, at støttelofterne for ugeaviserne hæves på grund af konkurrencen om annoncekronerne.

”De nuværende støttelofter for ugeaviser har vist sig at været sat for lavt i forhold til i tilstrækkelig grad at understøtte den lokale nyhedsformidling og nærdemokratiet. Nu har vi gjort det muligt at få mere i støtte for den enkelte ugeavis,” lyder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også