Claus Buhr stopper på DR - skifter til politiet

DR's retskorrespondent Claus Buhr stopper på DR for at blive kommunikationsansvarlig i Københavns Vestegns Politi.
"Jeg har fået stillet unikke muligheder i udsigt af Københavns Vestegns Politi, og samtidig har jeg en almen menneskelig lyst til at prøve noget nyt, og det er baggrunden for at opsige mit nyt job på DR og skifte til politiet," siger Claus Buhr til MediaWatch.
Hos Københavns Vestegns Politi skal Claus Buhr blandt andet stå for intern og ekstern kommunikation, pressehåndtering og arbejdet med de at videreudvikle politikredsens tilstedeværelse på de sociale medier. Desuden skal rådgive og sparre med medarbejderne og ledelsen omkring medierne.
"Nu har jeg i flere år stået uden for politiet og rapporteret, men nu kommer jeg til at sidde inde i maskinrummet, og det glæder jeg mig til," siger Claus Buhr.
Vemodigt farvel
Bortset fra en kort afstikker til KNR i Grønland har Claus Buhr været ansat på DR siden 1997. Gennem stort set alle årene har han beskæftiget sig med rets- og kriminalstoffet. De mange år i DR gør derfor også farvellet vemodigt.
"Det er med vemod, at jeg skifter, fordi jeg er sindssygt glad for de folk, jeg arbejder sammen med," siger Claus Buhr, som også har gjort sig mange tanker om sit foreløbige farvel til journalistikken.
"Det bliver specielt at forlade journalistikken. Det har været en stor del af mit arbejdsliv at være reporter, men jeg ser også nogle faglige muligheder for at prøve nye sider af mit fag af, og jeg kan blive klogere på mit felt," siger han.
DR har hjemsendt Claus Buhr, indtil han starter i sin nye stilling 1. april, fordi han med skiftet bliver inhabil på rets- og krimistoffet i overgangsperioden.