Egmont Publishing har fundet ny direktør i Norge

51-årige Espen Asheim er ny adm. direktør for Egmont Publishing Norge. Han kommer fra en stilling som konstitueret koncernchef i Bertel O. Steen Invest.

Egmont Publicering Norge får snart en ny mand for enden af bordet.

Valget som ny adm. direktør i Egmont Publishing Norge er således faldet på 51-årige Espen Asheim, oplyser Egmont i en pressemeddelelse.

Espen Asheim kommer fra en stilling som konstitueret koncernchef i Bertel O. Steen Invest. Tidligere har han bl.a. været koncernchef i Via Travel Group Asa, adm. direktør i Elektroskandia AS og adm. direktør i Telenor CTV/Canal Digital Norge.

I jagten på en ny direktør har Egmont søgt efter en leder med bred erfaring inden for både udvikling og forandring, ligesom personens værdier skal matche Egmonts. Det har Egmont fundet i Espen Asheim, fortæller Egmonts danske topchef Torsten Bjerre Rasmussen.

”Mediebranchen forandrer sig hastigt for hver dag, der går. Det er derfor vigtigt, at vi udvikler vores eksisterende magasiner og ugeblade i takt med vores målgrupper. Samtidig skal vi arbejde innovativt med lancering af nye digitale koncepter. Som jeg ser det, er ingen anden virksomhed bedre rustet til det end Egmont,” udtaler Espen Asheim, der glæder sig til at komme i gang med udfordringerne og allerede har mødt ledelsesteamet.

Foruden at blive chef for Egmont Publishing Norge træder Espen Asheim også ind i TV 2’s bestyrelse, hvor han afløser Olav Sandes, som bliver ny TV 2-direktør den 5. januar 2015.

Espen Asheim er uddannet civiløkonom med MBA fra Texas A&M University/Mays Business School, er gift og har tre børn.

Han tiltræder sin nye stilling 1. januar 2015.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også