Eniro får godkendt redningsplan

Bankerne bag det svenske mediehus har endelig godkendt rekapitaliseringsplanen, som skal holde hånden under Eniro.
Foto: PR/Eniro
Foto: PR/Eniro

Det svenske selskab Eniro, som i Danmark står bag Krak og De Gule Sider, har i dag fået godkendt redningsplanen, som blev aftalt i sidste uge med seks banker, der har lånt penge ud til selskabet. Det skriver Finans på baggrund af selskabets melding til den svenske børs.

Planen for en rekapitalisering af Eniro, der blandt andet dækker over stregning af gæld for ca. 640 mio. kr., skulle dog først forbi kreditkomiteerne i de seks pågældende banker, inden den endeligt kunne vedtages. Det er det, der er sket nu.

"Det giver os fred, og nu kan vi begynde at vokse igen. Nu kan vi fortsætte med det, vi har arbejdet på siden i sommer, nemlig at digitalisere os. Vi har en pæn lønsomhed, men problemet har været vores høje gæld," siger Örjan Frid, adm. direktør i Eniro.

De seks banker, der holder hånden under Eniro, er Nordea, Danske Bank, SEB, Handelsbanken, Swedbank og DNB. Rekapitaliseringsplanen består af flere elementer - bl.a. af gæld, der konverteres til aktier, og udstedelse af nye aktier for ca. 214 mio. kr.

Efter udmeldingen onsdag morgen om den godkendte plan, steg Eniros aktie med 40 pct. fra morgenstunden, rapporterer Finans. Over middag dalede begejstringen en anelse til en kursudviklingen på godt 30 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også