Google-ejer peger på AI som drivkraft til overskud

Investeringer i kunstig intelligens betaler sig, siger adm. direktør for Alphabet efter regnskab.
Foto: Reuters Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Reuters Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Alphabet, selskabet bag Google, nåede i fjerde kvartal af 2023 et overskud på 20,7 mia. dollar. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Overskuddet svarer til omkring 142 mia. kr.

Omsætningen lander for perioden på 86,3 mia. dollar - svarende til omkring 593 mia. kr.

Ifølge selskabet selv har arbejdet med kunstig intelligens bidraget til resultaterne.

Blandt andet er videoplatformen Youtube nemlig en drivkraft bag tallene, og det samme er YouTubes enhed for såkaldt cloudcomputing. Det er levering af tjenester som eksempelvis servere, databaser og analyse.

”Hver af disse har allerede gavn af vores investeringer i og innovation inden for kunstig intelligens,” siger Sundar Pichai, der er adm. direktør i selskabet, i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.

Ifølge finansmediet MarketWire klarede internetkæmpen sig overordnet set bedre end ventet gennem sit fjerde kvartal.

Når det kommer til selskabets plads på annoncemarkedet har Alphabet de seneste år mødt stigende konkurrence fra platforme som Facebook, Instagram, TikTok og Amazon.com.

På dette område alene formåede selskabet at øge sin omsætning til 65,5 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 450 mia. kr. Analytikere havde dog forventet at se en større vækst i annonceforretningen, skriver Reuters.

Og det er ikke kun annoncørernes reklamekroner, som techgiganterne disse år konkurrerer særligt om.

Også kunstig intelligens er et område for stor konkurrence, hvor flere spillere gerne vil iføre sig førertrøjen.

På dette område er Google blandt andet udfordret af sprogmodellen ChatGPT fra selskabet OpenAI.

Alphabet-ejede Google er aktuelt i gang med udrulningen af dets hidtil mest avancerede og intelligente sprogmodel ved navn Gemini.

Ifølge Google selv er Gemini den første model indenfor kunstig intelligens, der kan slå menneskelige eksperter i en række af intelligenstests.

Og netop den nye sprogmodel vil ifølge Sundar Pichai blive toneangivende for Alphabets fremtid.

”Når vi går ind i Gemini-æraen, er det bedste endnu ikke kommet,” siger den adm. direktør i tirsdagens regnskab ifølge MarketWire.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Infomedia fusionerer med det svenske selskab Retriever. | Foto: Infomedia.

Infomedia fusionerer med svensk selskab

For abonnenter

Læs også