Tilsyn lover afgørelse i august om brug af Chromebooks og Google Workspace

En afgørelse om kommuners brug af Chromebooks i folkeskolen er på trapperne, oplyser Datatilsynet.
I løbet af august vil det blive afgjort om kommunernes brug af Chromebooks i folkeskolen er lovlig. (Arkivfoto) | Foto: Mark Lennihan/Ritzau Scanpix
I løbet af august vil det blive afgjort om kommunernes brug af Chromebooks i folkeskolen er lovlig. (Arkivfoto) | Foto: Mark Lennihan/Ritzau Scanpix
af ritzau

I løbet af de kommende uger vil det blive afgjort, om 53 kommuners brug af Chromebooks og Google Workspace i undervisningen i folkeskolen er lovlig eller ej.

Det oplyser Datatilsynet til Ritzau.

”Vi forventer, at afgørelsen ligger klar i løbet af august. Her vil det stå klart, om den måde, kommunerne bruger produkterne på, er lovlig efter dansk ret,” siger Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet.

Datatilsynet blev opmærksom på sagen, da en far i 2019 klagede over, at man kunne se hans otteårige søns navn og skole på platformen Youtube.

Oplysningerne endte på Youtube, fordi en af sønnens venner havde lånt hans Chromebook og skrevet en besked på platformen.

Efterfølgende har Datatilsynet undersøgt kommunernes behandling af data i forbindelse med brug af Chromebooks og Google Workspace.

Oprindeligt skulle afgørelsen i sagen have ligget klar sidste år. Men i december udskød Datatilsynet afgørelsen, fordi det skulle gennemgå mere materiale i sagen.

Her fik Kommunernes Landsforening (KL) indtil den 23. januar 2023 til at indsende materialet.

Ifølge Datatilsynet har KL dog siden udsat indsendelsen, og tilsynet oplyser, at det modtog materialet 1. juli i år.

De 53 kommuner, der undersøges, er de kommuner, der bruger Chromebooks og Google Workspace i folkeskolens undervisning, forklarer Allan Frank.

”Det handler om brugen af Chromebooks i undervisningen, men lige så meget om, hvordan de behandler data. Vi skal have et overblik over behandlingen af data og over, hvem der har fingrene nede i dataene undervejs,” siger Allan Frank.

I juli sidste år fik Helsingør Kommune forbud mod at bruge Chromebooks og Google Workspace til at behandle elevernes data.

Knap to måneder senere blev forbuddet suspenderet, og siden har kommunerne kunnet bruge redskaberne med visse begrænsninger.

”Der er enkelte ting, kommunerne ikke længere må gøre brug af. Det er for eksempel support fra tredje lande, som kommunerne stoppede med at bruge tidligere,” siger Allan Frank.

En Chromebook er en computer, der kører på styresystemet ChromeOS, som er udviklet af Google.

Man kan ikke installere almindelige programmer på en Chromebook. I stedet kan man hente apps og bruge internettet.

Det gør kravene til hukommelse og lagerplads mindre, og derfor er Chromebooks typisk billigere end almindelige computere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også