Pladeselskaber afkræver Twitter milliardbeløb for musikdeling

En række pladeselskaber kræver over 1,7 milliarder kroner fra Twitter for at dele musik på det sociale medie.
Twitters presseafdeling har sendt en afførings-emoji som autosvar til muligheden for at kommentere sagen fra journalister. | Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Twitters presseafdeling har sendt en afførings-emoji som autosvar til muligheden for at kommentere sagen fra journalister. | Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

En sammenslutning af nogle af USA’s største pladeselskaber sagsøger det sociale medie Twitter, fordi de mener, at det ikke gør nok for at stoppe deling af ophavsretsbeskyttet materiale.

Det fremgår af retsdokumenter, som er indgivet ved en føderal domstol i delstaten Tennessee.

Sammenslutningen består af i alt 17 pladeselskaber. Sammen ejer de rettighederne til musikken fra kunstnere som Drake, Taylor Swift og Adele.

Pladeselskaberne mener, at Twitter ikke gør sit for sikre, at brugere ikke deler kunsternes sange på det sociale medie.

Nogle sociale medier som for eksempel YouTube bruger kunstig intelligens til at tjekke videoer for sange, som er beskyttet af ophavsretsloven, og underretter sangenes ejermænd, hvis de bliver brugt.

Andre som for eksempel TikTok betaler musikudgivere et beløb for, at sange kan bruges på deres sociale medie.

”Twitter står på egen hånd som det største sociale medie, der pure afviser at betale for rettighederne til at bruge de millioner af sange, som findes på mediet,” siger David Israelite, som er chef for det amerikanske Landsforbund for Musikudgivere (NMPA).

Sagsøgerne kræver 250 millioner dollar af Twitter. Det svarer til over 1,7 milliarder danske kroner.

”Twitter ved udmærket godt, at musik bliver lækket, udgivet og streamet af milliarder af mennesker hver eneste dag på dets platform,” siger David Israelite.

Twitter er beskyttet mod søgsmål, som det der fremlægges her, af en lov fra 1990’erne, der er kendt som DMCA. Beskyttelsen forudsætter dog, at Twitter arbejder på at fjerne materiale, som krænker ophavsretten.

Og netop der halter det ifølge pladeselskaberne.

”Twitter hævder, at det prompte fjerner indhold vedrørende gyldige klager og næsten altid inden for få timer af den originale klage, hvis ikke få minutter.”

”Men realiteten er, at Twitter rutinemæssigt ignorerer folk, der gør det igen og igen, og nægter at tage de simple skridt, der er tilgængelige for Twitter, for at stoppe disse specifikke typer af krænkelser, som det er bekendt med,” lyder det i søgsmålet.

Forelagt en mulighed for at kommentere søgsmålet har Twitters presseafdeling sendt et autosvar på mail. Det indeholder ingen tekst, men derimod kun en afførings-emoji.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også