Dansk Wikipedia går i sort i 24 timer som protest mod ny lov om digital ophavsret

Nye regler til at beskytte ophavsret kan begrænse friheden på internettet, mener Wikipedia, der nu protesterer mod EU-forslaget om digital ophavsret.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Eric Risberg
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Eric Risberg
AF RITZAU

Hvis du torsdag forsøger at finde ud af, hvad hovedstaden er i Brasilien, eller hvornår fodboldspilleren Christian Eriksen fik debut på landsholdet, så vil du ikke finde svaret på den danske udgave af Wikipedia.

Det netbaserede opslagsværk er nemlig gået i sort i 24 timer. 

Det sker som en protest mod nye regler om digital ophavsret, som skal til afstemning i EU-Parlamentet i næste uge. 

De nye regler skal sikre, at for eksempel musikere og nyhedsmedier lettere kan tjene penge, når artikler eller musiknumre bliver delt på platforme som YouTube, Google News og Facebook.

Wikipedia er uenig i dele af forslaget - herunder hvem der har ansvaret for, at ophavsretten ikke bliver krænket.

Reglerne ligger op til, at platforme som Facebook og YouTube får ansvar for at sikre, at der ikke bliver delt materiale, som andre har rettighederne til.

Wikipedia i Danmark frygter, at de nye regler vil komme til at blokere for indhold, der gerne må deles. 

Det fortæller Matthias Smed Larsen. Han er bestyrelsesmedlem i Wikimedia Danmark, der er en støtteforening til Wikipedia. 

"Vi frygter, at platformene laver automatiske løsninger, der scanner det indhold, der bliver lagt op."

"Vi tror ikke, at den proces vil kunne tage højde for det indhold, som man gerne må dele uden at krænke ophavsretten."

"Det vil medføre en indskrænkning af muligheden for at ytre sig. Det kan medføre, at en stor del af, hvad folk gerne vil ytre sig om, ikke bliver mulig," siger Matthias Smed Larsen. 

Wikipedia bliver ikke selv ramt af de nye regler, der bliver opdateret, så de passer ind i den digitale tidsalder, hvor indhold bliver delt på nettet i stor stil. 

Udspillet til nye regler udpensler, at man fortsat gerne må dele små bidder af for eksempel artikler.

Det vil også fortsat være muligt at lægge materiale op med henblik på for eksempel at citere eller lave en anmeldelse. 

Den tyske, tjekkiske og slovakiske del af Wikipedia vil også være i sort torsdag. 

Forslaget skal til afstemning 26. marts i EU-Parlamentet. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også