Berlingske Media og NENT indgår samarbejde

Det nye samarbejde om deling af sports- og underholdningsindhold bliver en styrke for B.T.'s videostrategi, mener chefredaktør.
Michael Dyrby, ansv. chefredaktør, BTMX. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Joakim Rimer Rasmussen
Michael Dyrby, ansv. chefredaktør, BTMX. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Joakim Rimer Rasmussen

Berlingske Media og Nordic Entertaintment Group (NENT) har med årsskiftet indgået et nyt samarbejde. Det betyder, at B.T. og Berlingske kommer til at vise dele af NENT's indhold på Berlingskes digitale platform.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra NENT. Det indhold, som NENT vil dele med Berlingske Media, er inden for kategorierne sport og underholdning og vil bl.a. bestå af "Familien fra Bryggen", "Paradise Hotel", "Forsidefruer" og klip fra bl.a. Champions League, Superligaen og Formel 1.

"Det er en stor styrke for B.T.'s videre videostrategi at etablere et fast samarbejde med Nordic Entertainment Group. Samarbejdet vil styrke både sport og underholdning for B.T.'s mange brugere. Programmerne fra de mange TV3-kanaler passer meget fint sammen med B.T.'s øvrige udbud," siger Michael Dyrby, der er ansv. chefredaktør hos B.T., i pressemeddelelsen.

Mens dele af NENT's underholdnings- og sportsindhold vil blive vist på B.T.'s digitale platforme, er der på Berlingskes digitale platforme tale om sportsindhold. Samarbejdet betyder også, at de reklamer, som bliver solgt til NENT's indhold på Berlingske Medias platform, vil blive varetaget af NENT's salgsorganisation.

"Vi har konstant fokus på at styrke vores video-reklameprodukt, og med dette samarbejde øger vi dækningen markant i vores kernemålgruppe – de 21-50 årige. I særdeleshed den mandlige målgruppe på vores sports videoprodukt. Den redaktionelle linje på B.T. er et enormt stærkt match til TV3's velkendte egenproduktioner, ligesom vi samtidig har utroligt store forventninger til samarbejde på sportsdelen," siger Anders Oliver Andersen, der er VP Digital hos NENT, i pressemeddelelsen.

NENT, der tidligere hed MTG, har igennem flere år haft et samarbejde med Ekstra bladet om udveksling af videoindhold. Det fremgår dog ikke af meddelelsen, om det samarbejde fortsætter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også