Journalistformand kritiserer fagblad for ikke at afspejle virkeligheden

Formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, retter kritik mod gruppens fagblad. "Virkeligheden i Dansk Journalistforbund er langt mere mangfoldig, end det lader sig afspejle i medlemsbladets spalter," lyder det.
Formand for Journalistforbundet, Lars Werge (th.). | Foto: /Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard
Formand for Journalistforbundet, Lars Werge (th.). | Foto: /Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

Der bliver ikke givet et retvisende billede af sammensætningen i Dansk Journalistforbund i det seneste udgave af fagbladet Journalisten. Sådan lyder det i en kritisk klumme på fagbladets egen hjemmeside, som forbundets formand Lars Werge står bag.

Kritikken går bl.a. ud på, at trods mænd og kvinder udgør næsten lige store andele af journalistforbundet ifølge Lars Werge, så er kvinderne i høj grad underrepræsenteret i fagbladets sommertema om forbundets identitet. Det overraskede dog ikke formanden, skriver han selv.

"Nej, alle disse ting er sådan set ikke så forbavsende. Det bekræftede egentlig min opfattelse af, at virkeligheden i Dansk Journalistforbund er langt mere mangfoldig, end det lader sig afspejle i medlemsbladets spalter," lyder det i klummen på Journalistens hjemmeside, som fortsætter:

"Her tænker jeg på illustratorer, fagfotografer, digitale layoutere, dokumentarister, undervisere i mediefag, dronefotografer, bladtegnere, bloggere, tekstere, redigeringsteknikere og så videre – alle disse fagligheder trives side om side i Dansk Journalistforbund, men det kom ikke til udtryk i fagbladets sommer-nummer."

Mange deler samme kerneværdier

Problemet er, mener Lars Werge, at man risikerer, at forbundets medlemmer ikke føler sig afspejlet i medlemsbladet - og ifølge seneste medlemstilfredshedsundersøgelse fra 2016, opfatter mange DJ-medlemmer fagbladet som det "primære udtryk" for deres forbundsmedlemsskab, skriver han.

I et svar til formandens klumme, skriver Journalisten-redaktør Jakob Albrecht og chefredaktør Øjvind Hesselager, at den omtalte sommerserie er vinklet på, at der reelt ikke er så store forskelle i medlemsskaren, da mange deler de samme "kerneværdier", som går på tværs af køn, bosted og arbejdsopgaver, lyder det.

"Men du har ret i, at der kan være grupper, som i perioder ikke kan se sig selv som hovedperson i en historie. Den udvikling, DJ og medieverdenen er i, betyder, at Journalisten skal nå rundt om flere og flere fagligheder – senest har ledere og bloggere fået deres egen gruppe. Journalisten bestræber sig på at beskrive alle faggrupper i forbundet," skriver de to redaktører.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også