Debat: Gør som svenskerne – ryk DR K ind i Ramasjangs soveværelse

DR bør følge svensk eksempel og udnytte aftenvinduet på børnekanalen DR Ramasjang til at redde endnu en kanal – denne gang på flow-tv, skriver Erik Nordahl Svendsen i debatten.
Foto: Screenshot/DR Ramasjang
Foto: Screenshot/DR Ramasjang
AF ERIK NORDAHL SVENDSEN, CAND.SCIENT.POL. MEDIEFORSKER EMERITUS

DEBAT | Sæsonen for at redde kanaler, som DR vil lukke til nytår, er indledt. Kulturminister Joy Mogensen (S) har nu lovet at ville redde de to DAB-kanaler P6 Beat og P8 Jazz, fordi aktører i kultur- og musiklivet – og leverandører til kanalerne – har råbt højt.

Men på tv forestår lukning af DR3, DR Ultra og DR K. Ingen protesterer hørligt over ungdomskanalen eller de store børns kanal. Deres publikum er allerede på vej over til on demand. Men DR K er så udpræget en kanal med ældre seere.

Det har Danske Mediedistributører råbt op om – af hensyn til at have attraktive kanaler i deres kabler og af hensyn til de ældre seere. DR K's seerandel er ifølge Danske Mediedistriibutører vokset fra 2 pct. i 2014 til 3 pct. i 2019 eller med 50 pct. De ældre over 50 år, der er glade for DR K, er bare ikke så hastigt på vej over til nettets on-demand-herligheder, og derfor er det vigtigt at fastholde stoffet fra DR K på flow-tv. DR siger, at en del af det bliver flyttet til DR2 – som så må afgive plads fra hvilke programmer?

Svensk forbillede

Svenskerne har løsningen: SVT's børnekanal sender til kl. 20, og derefter sendes kultur- eller dokumentarprogrammer til voksne på samme kanal. DR vil fortsat have en småbørns-kanal, DR Ramasjang. Når børnene ikke får flere programmer kl. 20 eller 21, synes DR, vi skal se børnene sove hele natten, som om tv var et overvågningskamera. Så senderen står åben.

Hvorfor lægger DR ikke hele DR K eller en del af programmerne på denne ledige sendekanal? Det vil gøre udsendelserne let tilgængelige for det ældre publikum på den del af aftenen, hvor de gerne vil se den slags.

Selvfølgelig vil det koste nogle programudgifter, men hvis regeringens aftalepartier holder fast i at standse udbuddet af en alternativ kulturkanal på tv, er der 50 mio. kr., som kan tilbageføres til DR. Man kan på mange måder vinke med en vognstang, f.eks. ved at ændre public service-kontrakten, for at knytte midlerne til at videreføre DR K, når børnene er lagt hen.

Måske fremtiden engang bliver rent on demand, men det er altså ikke fra nytåret 2020.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også