DEBAT | Det borgerlige Danmark har i årevis gerne villet sælge TV 2, og nu ser det ud til, at det endelig kan lade sig gøre. Diverse problemstillinger omkring truende erstatningssager og EU-regler ser ud til at være ryddet så meget af vejen, at det er muligt at bringe et salg ind som en del af det nye medieforlig, og regner man Dansk Folkeparti med, er der et borgerligt flertal.

Der er bare i de forløbne år dukket en helt anden problemstilling op, som reelt bør få politikerne til at overveje ikke at sælge TV 2. Hvad der engang lignede en helt naturlig borgerlig og liberal tankegang – nemlig at der ingen grund var til, at staten skulle eje to nationale tv-stationer, DR og TV 2 – ligner i dag en forældet ideologi.

Problemstillingen udspringer af den medieudvikling, vi i de sidste 5-10 år har set eskalere omkring de digitale kanaler og ikke mindst de sociale medier.

Fake news og cyber war

De Radikales leder, Morten Østergaard, tog fat i det i en spørgetime for nylig i Folketinget. Men han gjorde det i relation til besparelserne på 20 pct. på DR, og han forsøgte at presse statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på, at så store besparelser forekommer mærkelige i en tid, hvor man oplever stigende problemer med fake news og indblanding i forskellige landes valg, og hvor man i det nyligt indgåede forsvarsforlig netop har fokuseret på cyber war.

Fake news/cyber war er en relevant problemstilling i forhold til mediediskussionen herhjemme. Morten Østergaard rammer bare ved siden af ved at rette fokus på DR. Selvom besparelserne på DR er store, så vil DR stadig være en organisation med et budget på 3 mia. kr., når besparelserne er gennemført, og det vil være rigelige midler til at sikre et stærkt DR, der kan spille en aktiv rolle i det danske demokrati og den offentlige debat.

Til gengæld kan man rejse spørgsmålet om det kloge i at sælge TV 2 i den situation.

Koster ikke staten noget

TV 2 er et veldrevet selskab, der har etableret en meget stærk nyhedsorganisation bl.a. omfattende TV 2 News, og har vist sig som en tv-station, der evner både at sætte en dagsorden, tjene penge og udvikle sig sammen med teknologien.

Det koster således ikke staten noget at have TV 2, og selvom man sikkert godt kan bruge de penge, som et salg kan skaffe, så vil det være en engangsindtægt, som risikerer at vise sig som en dårlig investering for det danske samfund. I hvert fald bør man overveje de mulige risici.

Som det er nu, kan staten som ejer tillade sig at anlægge det primære krav til TV 2, at stationen skal have en positiv drift. Man behøver ikke stille krav til overskudsgraden for at få forrentet en investeret kapital, som det vil blive tilfældet, hvis man privatiserer TV 2.

Så er der selvfølgelig en række andre modeller, hvor staten bevarer en solid ejerandel og får private aktører med ind i selskabet, som kan være mere interessante i forhold til den mediepolitiske agenda. Spørgsmålet er dog, om det reelt vil give et positivt bidrag i forhold til den rolle, som TV 2 lige nu spiller.

Realiteten er, at det mediebillede, der har formet sig i de senere år, og de problemer, som i øjeblikket bliver mere og mere tydelige, er den virkelighed, som politikerne skal forholde sig til, når de skal drive mediepolitik. Og her skal man være en forhærdet liberal for at fastholde ideologi om, at staten bør holde sig mest muligt ude af mediemarkedet. Der er tværtimod meget, der tyder på, at staten er den, der bedst kan etablere en modererende kraft i forhold til et digitalt marked, der ser overordentligt vanskeligt ud at kontrollere.

Truslen fra Google og Facebook

Også JP/Politikens koncernchef, Stig Kirk Ørskov, peger på, at politikerne bør "tænke sig ualmindeligt godt om", hvis de vil privatisere TV 2. Han skrev i en kronik i Jyllands-Posten i sidste uge om medieverdenens betydning for den offentlige samtale – og dermed for demokratiet – samt om den trussel, som Facebook og Google udgør for danske mediers muligheder for at udfylde denne rolle.

Stig Kirk Ørskov repræsenterer private medier, og han er positiv over for, at der kommer private ejere med i TV 2. Han er dog kritisk over for den nuværende plan, hvor man vil sælge 40 pct. til en privat ejer, fordi det vil være begyndelsen på en fuld privatisering. Han ser hellere en børsnotering, hvor staten beholder en majoritetsandel.

Selvom Stig Kirk Ørskov er positiv over en privat deltagelse i ejerkredsen bag TV 2, så afspejler hans kronik dog de grundlæggende problemstillinger, som mediepolitikerne skal forholde sig til ved dette medieforlig. Det gælder demokrati, offentlig samtale og kollektiv bevidsthed i et lille land og sprogområde, og der er ikke ret meget, der tyder på, at det er en opgave, som man kan overlade til markedet med mindst mulig statslig indblanding, som den liberale ideologi vil foreskrive.

Nødt til at spille aktiv rolle

Tværtimod er der meget, der tyder på, at staten er nødt til at spille en aktiv rolle, og her har man faktisk en model med TV 2, der ser ret velfungerende ud. Og ud over statens rolle som ejer af DR og TV 2, så er der formentlig meget mere behov for, at mediepolitikerne gør mere ud af at sikre de private danske mediers muligheder for at konkurrere med de store amerikanske tech-giganter, der har flyttet en tredjedel af det danske reklamemarked ud af landet, så pengene ikke mere er til rådighed for produktion af dansk indhold.

Det kan f.eks. være at kigge på konkurrenceloven, så private danske medier får bedre muligheder for alliancer. Men det indebærer også mere regulering, hvis ikke Facebook og Google skal fortsætte med at smadre det danske mediemarked.

Hvis oppositionen lægger rygmarvsreaktionerne på besparelserne på DR til side, så vil de her have mulighed for at medvirke til et langt mere langsigtet og perspektivrigt medieforlig.