Kan en gammel DR-ledelse skabe en helt ny vision?

Hvis kulturminister Mette Bock (LA) vil andet end at skære i DR, bør hun også give mandat til en kommende formand til at sætte nyt hold, hvis opgaven med at genopfinde DR skal løftes efter regeringens besparelser, skriver Finn Graversen.
Foto: /ritzau/Finn Frandsen/
Foto: /ritzau/Finn Frandsen/
AF FINN GRAVERSEN, SELVSTÆNDIG JOURNALIST, GRAVERSEN.KOM

DEBAT | Har man sagt A kan det også være nødvendigt at sige B. Og det gælder også for kulturminister Mette Bock (LA), regeringen og Dansk Folkeparti, hvis de mener det alvorligt, at besparelserne i Danmarks Radio skal føre til en fokusering af mediemastodonten og ikke bare være et ideologisk korstog.

Sagt med andre ord, så bør de følge besparelserne op med omfattende udskiftninger i DR's ledelse. Så når Mette Bock i slutningen af året skal finde en ny bestyrelsesformand, bør vedkommende udstyres med et mandat til at sætte et nyt hold.

Ikke fordi der skal foretages en straffeaktion, eller fordi de ikke har passet deres arbejde – pointen er, at politikerne lægger op til meget store forandringer over de næste 5 år, og her bør de nøgternt vurdere, hvem der bedst kan udvikle og gennemføre en ny vision.

Ude i hampen?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg spærrede øjnene op med en betydelig vantro, da nyheden om forliget med Dansk Folkeparti om at spare 20 pct. på DR's budget over de næste fem år blev offentliggjort.

Bl.a. fordi jeg aldrig har forstået det ideologiske korstog, som mange har drevet mod DR, og fordi jeg er grundlæggende enig i, at vi har særdeles meget brug for en institution som DR med dagens medieverden, hvor store amerikanske tech-giganter har gjort livet rigtig surt for almindelige kommercielle danske medier, og hvor demagoger og manipulatorer rundt om i verden har fundet det digitale mediebillede særdeles velegnet til at sprede deres gift.

Men efterhånden som man får tænkt sig om og lyttet til forskellige synspunkter, så behøver den store besparelse faktisk ikke være så meget ude i hampen. Der kan faktisk godt være noget ræson i Mette Bocks umiddelbart lidt komiske forsøg på at sælge en så stor besparelse som, at DR skal fokuseres.

Tung organisation

Det kommer dog meget an på, hvordan man følger op på beslutningen.

Der er nogen, som lidt kækt har sagt, at det ikke er spor svært at spare alle de penge, man kan bare fyre alle mellemlederne. Det er dog et meget populistisk synspunkt. Der er tale om en så stor besparelse, at det vil være en enorm udfordring for en hvilken som helst organisation at skulle gennemføre den proces. Det gælder, selv hvis det blot handler om at skære ned og fra, fordi man ganske enkelt skal være mindre.

Men hvis processen lige så meget handler om, at hensigten er en transformation, så er organisationen i princippet placeret på en brændende platform.

Lige nøjagtigt bureaukratiet er dog et af de punkter, der trækker meget opmærksomhed. Meget tyder på, at den nuværende ledelse har fået bygget en tung organisation med alt for meget bureaukrati, der snarere virker hæmmende på de mange gode medarbejdere end motiverende.

Det er i hvert fald det klare indtryk, man efterlades med fra fredagens glimrende reportage i Weekendavisen. Her fremhæves det også, at organisationen hæmmer den nerve og kant, som DR burde have som publicistisk virksomhed – og som vi i den grad har brug for.

Sammenlign med TV 2

Men der er andre ting, der kan indikere det samme problem.

Sidste uge bød også på offentliggørelsen af TV 2’s regnskab. Det går godt. Selskabets omsætning kom i 2017 op på 2,79 mia. kr. med et overskud på ca. 300 mio. kr. TV 2 Regionerne finansieres så med licensmidler på ca. 500 mio. kr. og det betyder, at man for ca. 3 mia. kr. kan producere alt, hvad TV 2 leverer. Det er omtrent det beløb, som DR skal lære at klare sig for.

Et andet eksempel blev i fredags fremdraget i Mennesker og Medier, hvor Kurt Strand (vært på P1-programmet, red.) havde besøg af Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, kulturskribent fra Jyllands-Posten Niels Lillelund samt tidligere Berlingske-redaktør Anne Libak.

Ud over de forudsigelige holdninger, så fremhævede Poul Madsen et interessant eksempel: P1 koster det dobbelte af Radio24syv, som endda producerer en tredjedel mere.

Man kan med andre ord lave rigtig meget indhold for 3 mia. kr.

Enorm opgave

Men skal man have noget godt ud af pengene, så kan man ikke bare file organisationen til. Man bør have en helt ny vision og gentænke hele organisationen, hvis man vil gøre den meget mere fokuseret og effektiv. Der er mange gamle vaner og skeletter i skabene, der skal fjernes, og så er det, spørgsmålet om DR's nuværende ledelse opstår. For er den ledelse, som har bygget den nuværende organisation, i stand til at begynde helt forfra?

Hvis den kan det, så kan man passende spørge, hvorfor den ikke har gjort det for længst. Det er jo ikke fordi, politikernes kritiske tilgang til DR har været ukendt.

Enhver form for ledelseslogik vil sige, at en organisation, der skal igennem en sådan transformation, har brug for en ledelse med helt nye og friske øjne, som er fri for fortidens synder.

Det behøver ikke engang være udtryk for kritik af den nuværende ledelse. I en hvilken som helst stor organisation vil det være en enorm opgave for en ledelse at skulle genopfinde sig selv på den måde.

Visioner og drive

Maria Rørbye Rønn siger selv pænt, at hun selvfølgelig respekterer den politiske ramme, der bliver sat for DR, og at hun vil udføre den opgave, hun bliver stillet.

Det skal hun selvfølgelig sige, men det bliver let for embedsmandsagtigt, og hvis man vil have et nyt DR til at vokse ud af denne proces, så har man brug for en ledelse, der ikke bare kan gennemføre en stor besparelse – man har brug for en ledelse, der har visionerne for et helt nyt DR og drivet til at gennemføre en meget stor og vanskelig forandringsproces.

Politikerne kan ikke fyre DR's generaldirektør – men de kan sørge for at finde en ny formand, der har en profil, der matcher opgaven og så udstyre ham/hende og bestyrelsen med en klar opgave. Det vil være det eneste logiske – hvis altså regeringen og Dansk Folkeparti ikke bare ønsker at skære ned af ideologiske årsager.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også