Super Bowl satte ny annoncerekord

Den 52. finalekamp i topligaen for amerikansk fodbold, NFL, der udspillede sig natten til mandag, indbragte rekordstore summer til det amerikanske tv-selskab NBC.
Philadelphia Eagles og quarterback Nick Foles vandt Super Bowl med 41-33 over New England Patriots. | Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Timothy A. Clary
Philadelphia Eagles og quarterback Nick Foles vandt Super Bowl med 41-33 over New England Patriots. | Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Timothy A. Clary

En halv milliard dollar – svarende til lige under 3 mia. kr. – på godt fem timer. Så meget har den amerikanske tv-station NBC hentet i annonceindtægter i løbet af sin live-transmission af Super Bowl, og det er det højeste beløb nogensinde. Det skriver Kampanje på baggrund af flere amerikanske medier.

I løbet af de fem timer, som kampen inklusiv pauseunderholdning m.m. spænder over, blev der vist 55 reklamefilm, hvor de enkelte annoncører ifølge Adweek skal have betalt i gennemsnit 5 mio. dollar for 30 sekunders visning. Det er også første gang i tre år, at samtlige reklamespots under Super Bowl er blevet udsolgt.

Det er da også betragtelige seertal, en annonce under Super Bowl når ud til. Ifølge Sports Illustrated, der refererer tal fra det amerikanske analyseagentur Nielsen, blev sidste års kamp mellem New England Patriots og Atlanta Falcons set af 111,3 mio. amerikanere - det svarer til hver tredje person i den amerikanske befolkning. Tallene for årets kamp er endnu ikke opgjort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også