Fox satser milliarder på at vise NFL's midtugekamp

Fox har sikret sig tv-retten til NFL's torsdagskampe ved at betale angiveligt 660 mio. dollar om året.
Foto: Scanpix Ritzau/AP/Dion Lewis
Foto: Scanpix Ritzau/AP/Dion Lewis
RITZAU

Sportsudsendelser er et af de stærkeste kort hos tv-stationen Fox, og fra efteråret har det endnu en trumf på hånden. 

Fox oplyser således, at tv-stationen har sikret sig retten til at vise den ugentlige torsdagskamp fra NFL fra næste sæson. 

Det skriver Financial Times.

Tidligere har CBS og NBC vist midtugekampene fra NFL. 

Aftalen gælder for de næste fem sæsoner og giver Fox ret til at transmittere 11 kampe hvert efterår.

Fox oplyser ikke, hvor mange dollar stationen har måttet punge ud med, men angiveligt er der tale om 3,3 mia. dollar, svarende til 19,8 mia. kr., eller 660 mio. dollar om året. Det oplyser en kilde med kendskab til sagen ifølge Financial Times. 

Prisen på rettigheder er steget

Det er et højere beløb end i denne sæson, hvor CBS og NBC har betalt 450 mio. dollar for at vise torsdagskampene. Og over dobbelt så meget, som de 300 mio. dollar CBS betalte i 2016. 

"Fodbold er i vores blod hos Fox, og vi ved, at intet overgår NFL med hensyn til tv, som fanger folks opmærksomhed," siger Peter Rice, præsident for 21st Century Fox.

I forvejen har Fox rettighederne til at vise de NFL-kampe, der spilles søndag eftermiddag. 

Hver runde i NFL afvikles efter et fast mønster. Torsdag spilles den første kamp, mens de øvrige opgør afvikles søndag eftermiddag og aften, før runden sluttes med en kamp mandag aften. 

Amerikansk fodbold er voldsomt populært blandt tv-seerne i USA. 

I 2017 var omkring hver tredje af de 100 mest sete udsendelser enten kampe fra NFL eller collegekampe. 

Og når finalen i NFL, Super Bowl, spilles på søndag, ventes den at trække over 110 mio. seere. 

Men selv om sporten med den ovale bold får pengene til at rulle hos tv-stationerne, så er det gennemsnitlige seertal til en NFL-kamp faldet de seneste år.

I 2017 blev NFL-kampene i snit fulgt af 14,9 mio. seere. Det var næsten ti procent færre end året forinden, skriver nyhedsbureauet AFP. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også