TV 2 Play bliver ny sponsor på Mediano-podcasts om fodbold

Mediano har fået en ny central samarbejdsaftale i hus med TV 2 Play, der bliver partner på podcasts om bl.a. landsholdet, Seria A, La Liga og Superligaen fra næste sommer.
”Samarbejdet er stadig så nyt, at vi ikke tør sige, hvilke elementer, vi vil teste af i vores udsendelser, men det har altid været oplagt at kigge frem mod de store kampe og behandle de store ligaer,” skriver Peter Brüchmann. | Foto: Foto Mediano
”Samarbejdet er stadig så nyt, at vi ikke tør sige, hvilke elementer, vi vil teste af i vores udsendelser, men det har altid været oplagt at kigge frem mod de store kampe og behandle de store ligaer,” skriver Peter Brüchmann. | Foto: Foto Mediano

Mediano har fået en ny stor sponsor i hus i skikkelse af TV 2’s streamingtjeneste. Det skriver Mediano-ejer Peter Brüchmann i en artikel på eget medie.

TV 2 Play bliver fra næste sommer, når den statsejede tv-station sammen med Viaplay Group overtager rettighederne til den bedste danske fodboldrække, en ny ”stor partner” for Mediano på mediehusets podcast om netop Superligaen.

Samarbejdet er dog allerede indledt, da TV 2 Play også bliver partner på Medianos podcasts om det danske fodboldlandshold, Serie A og La Liga samt kampene i Europa League og Conference League. Den del af partnerskabet er formidlet af podcastbureauet Podads og bureauet PHD og er allerede trådt i kraft.

”Samarbejdet er stadig så nyt, at vi ikke tør sige, hvilke elementer, vi vil teste af i vores udsendelser, men det har altid været oplagt at kigge frem mod de store kampe og behandle de store ligaer,” skriver Peter Brüchmann.

Han tilføjer, at det ikke vil indebære, at Medianos udsendelser vil blive fyldt med ”radioreklamer og lange blokke med det kommercielle”, da indholdet gerne skal være relevant som muligt for lytterne. Men har TV 2 Play store nyheder, kan Mediano selvfølgelig også fortælle om det, ”som vi gør med alle vores partnere, når noget er vigtigt for dem.”

Der er alene tale om et sponsor-samarbejde mellem TV 2 og Mediano, oplyser TV 2 til MediaWatch.

Mediano sagde i august farvel til betalingsmuren og gjorde alt indhold på platformen gratis som led i ny strategi. Indtægterne kommer derfor nu alene fra samarbejdspartnere, annoncører og frivillige bidrag fra brugere.

I forbindelse med erhvervelsen af den ene halvdel af rettighederne til Superligaen fra 2024-2030 fortalte TV 2, at sport - især fodbold - er blevet et centralt element i stationens arbejde for at fastholde og få nye abonnenter til streamingtjenesten Play. Samme retning er Viaplay Group gået i, efter tiltagende konkurrence på tv- og streamingmarkedet har gjort det svært at lokke kunder ind og fastholde dem.

Artiklen er opdateret 19.09.23 med oplysning om, at samarbejdet alene er baseret på et TV 2 Play-sponsorat af Medianos pågældende fodboldpodcasts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også