Islænding hædres med Nordisk Råds litteraturpris

Ingen danskere er blandt vinderne af de i alt fem nordiske priser, der blev uddelt i Oslo tirsdag aften.
Auður Ava Ólafsdóttir fik overrakt Nordisk Råds litteraturpris af den norske Kronprinsesse Mette-Marit. | Foto: Ritzau Scanpix/NTB scanpix/Terje Pedersen
Auður Ava Ólafsdóttir fik overrakt Nordisk Råds litteraturpris af den norske Kronprinsesse Mette-Marit. | Foto: Ritzau Scanpix/NTB scanpix/Terje Pedersen
AF RITZAU

Romanen "Ör" af den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttir får Nordisk Råds litteraturpris 2018.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Prisen blev overrakt i Oslo tirsdag aften.

Med litteraturprisen, der blev uddelt af Norges kronprinsesse, Mette-Marit, følger 350.000 kr.

To danskere var nomineret til den fornemme litteraturpris - Caroline Albertine Minor for novellesamlingen "Velsignelser" og Vita Andersen for "Indigo. Roman om en barndom".

Men hverken de to danske forfattere eller nogen af de andre danskere, der var nomineret til en af de øvrige fire priser, kan gå hjem med en pris i år.

Nordisk Råds pris for bedste børne- eller ungdomsbog går til færingen Bárður Oskarsson for bogen "Træið".

Prisen for årets bedste nordiske film gik til den islandske "Kona fer í stríð", der på engelsk har titlen "Woman at War". Den er instrueret af Benedikt Erlingsson.

Her var den danske film "Vinterbrødre" også nomineret. Filmen er instrueret af Hlynur Pálmason.

Den norske samtidskomponist Nils Henrik Asheim vandt Nordisk Råds musikpris 2018 for værket "Muohta" for kor og strygeorkester.

Årets miljøpris går til Naturressourcerådet i Grønland, der arbejder for at få lokale fiskere til at dokumentere havmiljøet og bidrage til forskningsarbejde.

Vinderne af de fem forskellige priser modtager hver 350.000 kr.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også