Qureshi nægter at afsløre sine kilder

Michael Qureshi blev fredag bortvist fra sin arbejdsplads Ekstra Bladet, efter han indrømmede at have givet en udenlandsk pressekilde et andet navn, end kilden rent faktisk har. I en mail til Journalisten uddyber han sit syn på sagen.
Han anerkender, at brugen af forkerte navne ikke er god skik, og skriver, at det blev "en glidebane" for ham at ty til de kilder, med hvem han havde en aftale om at udstyre dem med andre navne end deres rigtige.
Han har imidlertid ikke tænkt sig at fortælle navnene på kilderne, så det kan efterprøves, hvem de er.
"Det har jeg naturligvis overvejet og drøftet med dem (kilderne, red.) for at stille mig selv bedre. Omvendt er der ingen garantier i livet, hvis de pågældende navne bliver videregivet, og jeg kan ikke have på samvittigheden, at jeg kan være skyld i, at andre mennesker mister deres job, og andre familier bliver smadret," skriver Michael Qureshi til Journalisten.
Ekstra Bladet er i gang med en undersøgelse af journalistens artikler. Arbejdet forventes afsluttet fredag. Michael Qureshis tidligere arbejdsgiver Berlingske Media har trukket 23 artikler tilbage.
Relaterede artikler:
EB frygter større omfang af Qureshi-sag
For abonnenter
BT undersøger Qureshi-sag
For abonnenter