Jyllands-Posten henter vært fra Radio4 til daglig nyhedspodcast

Nyansat vært fra Radio4 skal være med til at tage Jyllands-Postens ”første skridt i at gøre det muligt at lytte til Jyllands-Postens bedste journalistik”, lyder det fra chefredaktør.
Jyllands-Posten har hovedsæde i mediebyen i Aarhus. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Jyllands-Posten har hovedsæde i mediebyen i Aarhus. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Dagbladet gør alvor af sin tidligere udmelding om at ville opruste på lydfronten og har netop ansat Radio4-vært Jacob Grosen Dandanell til at stå i spidsen for den kommende podcast ”Hvis du vil vide mere”. Det oplyser Jyllands-Posten i en pressemeddelelse. 

Den kommende daglige podcast bliver Jyllands-Postens lod i hatten i den tiltagende konkurrence mellem de danske nyhedsmedier om podcastlytterne.

”Vi glæder os vanvittigt meget til at lancere vores daglige podcast, som er første skridt i at gøre det muligt at lytte til Jyllands-Postens bedste journalistik. Det kommer til at åbne en ny verden for JP og forhåbentlig for en masse lyttere. Derfor er jeg virkelig glad for, at netop Jacob Grosen Dandanell har sagt ja til at være vores vært,” udtaler chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen i meddelelsen.

Podcasten kommer til at udkomme alle hverdage og vil have fokus på ”dagens vigtigste JP-historie”.

”Værten og vores gode journalistik på JP er de to vigtigste ingredienser i den succes, vi håber at skabe. Jeg føler mig meget sikker på, at vi har en rigtig god cocktail her. Jacob Grosen Dandanell er en stjernevært, når det gælder kritisk og lytteværdig interviewteknik,” tilføjer Marchen Neel Gjertsen.

Jacob Grosen Dandanell har tidligere arbejdet på DR og kommer som nævnt til Jyllands-Posten fra en stilling som vært på Radio4. Han har i 2021 modtaget Prix Audios pris for året kritiske interview. Han tiltræder 1. september.

”Podcastmediet giver os nogle andre muligheder for at fortælle dagens vigtigste JP-historie på en vedkommende og anderledes måde, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med det arbejde. Der er potentiale for at skabe en begavet, kritisk og overraskende nyhedspodcast, som er helt sin egen,” udtaler Jacob Grosen Dandanell i meddelelsen.

Oprustningen med en daglig nyhedspodcast på Jyllands-Posten er led i et større strategisk sats i JP/Politikens Hus, som koncerndirektør Dorthe Bjerregaard Knudsen løftede sløret for i juni. Der vil blive postet ”et tocifret millionbeløb” i udbygningen af lydtilbud mm. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også