Tillidsrepræsentant i Jysk Fynske: "Vi er i stille chok"

Det vækker bekymring blandt medarbejderne hos Jysk Fynske Medier, at mediehuset netop har varslet masseafskedigelser.
Her frygter Lene Sarup, tillidsrepræsentant for journalisterne, at tiltagene mod at spare omkostninger vil øge arbejdspresset på de ansatte.
"Vi er i stille chok, indtil vi ved, hvor slemt det bliver," siger Lene Sarup ovenpå udmeldingen.
Jysk Fynske Medier varslede fredag masseafskedigelser som en konsekvens af et faldende annoncemarked på print, der er accelereret og især rammer mediehusets godt 50 ugeaviser.
"At gå fra 3-5 pct. fald til et 10 pct. fald på vores største annoncemarked gør ondt. Det er hovedårsagen til, at vi ser på besparelser nu," sagde Jesper Rosener, adm. direktør for Jysk Fynske Medier, fredag til Fyens.dk.
Tidligere på måneden fortalte han til MediaWatch, at ledelsen gik i gang med at kigge på udviklings- og sparetiltag for at modgå udviklingen, og de nedskæringer rammer altså nu.
Besparelser frem mod 2022
Jysk Fynske Medier skal ifølge MediaWatch oplysninger spare 250 mio. kr. frem mod 2022.
Heraf skal 50 mio. kr. bruges på udviklingstiltag, mens resten er besparelser, der skal holde bundlinjen fri af underskud de kommende år. Ifølge Jesper Rosener forventer mediehuset at nå budgettet i 2019.
Det er tiden efter, der "ser kritisk" ud.
"Vi har kunnet følge med i tallene på annoncemarkedet, så på den måde er der ikke nogen, der har stukket os blår i øjnene," siger Lene Sarup, der frygter, at det vil øge arbejdpresset på medarbejderne.
"Det er forfærdeligt, for vi knokler alle sammen for at få det til at hænge sammen, og vi kan ikke undvære nogen."
Sparerunde sidste år
Hvor mange stillinger der skal nedlægges i huset, der beskæftiger omkring 1600, er uvist.
Jysk Fynske Medier var senest igennem en sparerunde sidste år, hvor mellem 130 og 140 stillinger blev nedlagt for at skære 90 mio. kr. af omkostningerne. Hovedparten af stillingerne forsvandt uden for redaktionerne, mens 13 redaktionelle ansatte stoppede.
Lene Sarup forventer, at forhandlingerne med ledelsen omkring redaktionelle afskedigelser vil begynde i midten af oktober.
Jysk Fynske Medier er landets største regionale avishus og udgiver bl.a. Jydske Vestkysten, Fyens Stiftstidende og Århus Stiftstidende, samt et halvt hundrede ugeaviser på Fyn og i Syd- og Midtjylland.
Derudover driver selskabet fire lokalradioer. Mediehuset havde en omsætning på 1,75 mia. kr. sidste år.