Journalist melder sig ind i kampen om Lundes folketingsstol

Birgitte Vinding vil være Ringkøbing-Skjerns nye kandidat i stedet for Esben Lunde. Nu bliver der kampvalg.
Foto: Jens Dresling/Ritzau
Foto: Jens Dresling/Ritzau
AF RITZAU

Der er lagt op til kampvalg i Venstres folketingskreds i Ringkøbing-Skjern om, hvem der skal afløse tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen som kandidat.

Således har endnu en Venstre-politiker meldt sig ind i kampen om folketingskandidaturet. Det er den 50-årige journalist Birgitte Vinding. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Hun skal dermed konkurrere med erhvervsdirektør Kenneth Mikkelsen.

Han var den første til at melde sig klar til at overtage pladsen, der bliver ledig, fordi Esben Lunde Larsen stopper i dansk politik på grund af et nyt job i en tænketank i USA.

Tilmeldingsfristen for kandidater udløber 1. august.

I sidste uge fortalte formand for Venstre i Ringkøbing-Skjern Hans Christian Tylvad til Altinget, at han håbede, at der ville melde sig flere end blot en enkelt kandidat.

Venstre-blod i årerne

Birgitte Vinding er født og opvokset i Stauning og kender derfor området godt. Desuden er Christiansborg heller ikke ukendt land for hende, da hun gennem 14 år var ansat i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste.

På nuværende tidspunkt er hun ansat som kommunikationsmedarbejder på Biblioteket Kulturværftet i Helsingør, og inden da var hun i en årrække pressechef i Gigtforeningen.

Venstre-politikeren fortæller, at hun er på vej hjem til Vestjylland, hvor hun har mulighed for at overtage sine forældres gård.

Til Dagbladet Ringkøbing-Skjern fortæller hun desuden, at hun er nær veninde med formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

"Jeg tillader mig at tage æren for at have opdaget Pernille Vermund, som i dag er min nære veninde. Nogen vil nok spørge, hvorfor jeg ikke stiller op for Nye Borgerlige, men jeg har Venstre-blod i årerne," siger Birgitte Vinding.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også