Medieklummen: Det smager af dårlig selskabsledelse i to af landets største medievirksomheder
God selskabsledelse er efterhånden et etableret begreb i erhvervslivet. Altså lige bortset fra medieverdenen.
Det er det indtryk, jeg sidder tilbage med efter episoder i to af landets gamle medievirksomheder.
Før i tiden var vi i medierne – altså på redaktionerne, forstås – kun optaget af, at chefredaktørerne var uafhængige; vi ønskede, at redaktørerne skulle referere direkte til bestyrelsen, og ikke til den administrerende direktør.
”Dobbelt-whopper”-stillinger
Så begyndte der at dukke ”dobbelt-whopper”-stillinger op, hvor én og samme person var chefredaktør og administrerende direktør. Berlingske Media gik et skridt videre, da avisen Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, blev koncernchef, men beholdt sit chefredaktørjob. Jeg kan ikke huske, at nogen dengang rejste en principiel debat.
I Berlingske Media har tingene i mellemtiden udviklet sig, for koncernen ledes i dag af Anders Krab-Johansen, der kalder sig ”koncernchef og udgiver”. I et interview med fagbladet Journalisten har Anders Krab-Johansen nu forklaret sin rolle:
”Han fortæller, at han som koncernchef og udgiver i Berlingske Media har ansvaret for, at huset drives fornuftigt, omstiller sig, har en sund økonomi, og at der arbejdes inden for redaktørerklæringen, så husets medier har den rette publicistiske ånd.”
Anledningen til interviewet er en artikel i fagbladet, hvis præmis er, at Anders Krab-Johansen blander sig i stort og småt – også i mediernes redaktionelle indhold. Det afviser han selv:
”Jeg er redaktionel og udtaler mig om alt muligt. Så jeg har en mening om alt hele tiden. Men herinde i huset er arbejdsdelingen, at redaktionerne laver journalistikken – og at jeg sørger for, at huset fungerer.”
Jeg bemærker dog, at han siger, det er hans opgave at overvåge, om medierne overholder Berlingskes redaktørerklæring. Det var i gamle dage en bestyrelsesopgave. Noget tyder på, at ansvarsfordelingen er gået i skred, og at Berlingske-medierne nu har en overredaktør.
Alarmblink
Alt dette er naturligvis vand imod balladen i JP/Politikens hus, hvor formanden for Jyllands-Postens Fond, Jørgen Ejbøl, først valgte at blive på posten, for derefter offentligt at angribe koncernledelsen.
Der er flere momenter, som tænder gule alarmblink hos mig:
- En aftalt aldersgrænse tilsidesættes. Aldersgrænser er ikke længere en del af anbefalingerne om god selskabsledelse, men fonden har tilsyneladende ikke ophævet dem; kun tilsidesat dem for Jørgen Ejbøl.
- Fondens begrundelse er indholdsløs. Man taler om ”behovet for kontinuitet i en tid, hvor Jyllands-Posten står over for store udfordringer.” Men har der nogensinde været en periode i Jyllands-Postens historie, hvor avisen ikke ville kunne sige, at den stod over for store udfordringer?
- Jørgen Ejbøl antyder, at han skal mere end bare ”sparre” med chefredaktøren. ”Jeg kan ikke bare sidde og se på, at Jyllands-Posten havner i grøften. Det er 30 år af mit liv,” siger han til Politiken.
- Og i et andet interview angriber han bladkoncernens øverste ledelse hårdt: ”Det er jo evident, at der er blevet lavet nogle betydelige fejlagtige beslutninger omkring Jyllands-Posten. (Det er) koncerndirektionen og dermed bestyrelsen, der har ansvaret”, siger han.
Det kan godt være, at Jyllands-Posten ikke har fået en overredaktør. Til gengæld har koncerndirektionen og selskabsbestyrelsen fået sig en overdirektør.
Det er muligt, det er et arrangement, der passer fint til JP/Politikens Hus, men ude i erhvervslivet ville det blive kaldt dårlig selskabsledelse.
MediaWatch har foreholdt klummen for både Jørgen Ejbøl og Anders Krab-Johansen og givet dem mulighed for at kommentere denne. Det afviser de begge.
Klummen er skrevet før nyheden om Peter Bartrams fratrædelse som bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus d. 15. marts 2024.
.jpg&w=384&q=75)
