Ombudsmand vil granske del af offentlighedslov nærmere

Ombudsmanden har fået tallene for, hvornår ministerierne har brugt reglen om undtagelse i offentlighedsloven i forbindelse med ministerbetjening. Samtidig har han dog bedt fire ministerier om flere oplysninger, oplyser han i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om Finansministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet, der nu skal komme med nærmere oplysninger om afgørelser om aktindsigt, hvor princippet om meroffentlighed har vejet højere end reglen om ministerbetjening.
”Vi kan ikke udlede noget af tallene endnu, for vi ved ikke, hvad der ligger bag afgørelserne. Det vil vi forsøge at afdække ved at indhente og gennemgå nogle af sagerne. Det overordnede formål er at sikre, at meroffentlighedsprincippet også i ministerbetjeningssager spiller den vigtige rolle, som offentlighedsloven lægger op til”, siger Folketingets ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i meddelelsen.
Ifølge opgørelsen fra alle ministerierne var der sidste år 275 sager, hvor ministerbetjeningsreglen er blevet brugt. I 49 af disse er princippet om meroffentlighed blevet taget i brug.
”Det er naturligt at se nærmere på Justitsministeriet, der er ressortmyndighed for offentlighedsloven. Herudover ønsker vi at undersøge såvel ministerier, der ofte bruger ministerbetjeningsbestemmelsen, som ministerier, der sjældent bruger den. Vi har også lagt vægt på at kigge både på ministerier, der sjældent eller aldrig giver meraktindsigt i ministerbetjeningssager, og ministerier, der ofte gør det,” siger Jørgen Steen Sørensen i meddelelsen.