Dansk blognetværk tjente flere penge med mindre trafik

Danmarks største blogunivers, Bloggers Delight, fortsætter de positive takter for femte år i træk med vækst på både top- og bundlinje - på trods af trafiktab i millionklassen.

På trods af at markedet for såkaldte influenter er blevet spredt over adskillige sociale medier som Youtube og Instagram og ikke længere kun er forbeholdt bloggere, er der stadig gode penge at hente i at drive blogs. Det fremgår af årsregnskabet for Bloggers Delight ApS, der er Danmarks største blognetværk.

Ifølge selskabets egne oplysninger tiltrækker det mere end 1 mio. unikke besøgende om måneden og over 13 mio. sidevisninger.

Blogselskabet landede et overskud på 2,33 mio. kr. i regnskabsåret, der løb fra 1. oktober 2015 til 30 september 2016. I forhold til året forinden, hvor årets resultat lød på 2,08 mio. kr., svarer det til en vækst på 12 pct.

Tilsvarende positive takter ses i selskabets bruttofortjeneste, der er vokset til 8,31 mio. kr. i regnskabsåret 2015/2016, hvor det året forinden lå på 7,02 mio. kr. Det svarer til en fremgang på 18,4 pct.

"Vi ser fine tocifrede vækstrater og er tilfredse. Jeg forventer, at væksten fortsætter i år," siger Henrik Akselbo, adm. direktør og stifter af Bloggers Delight.

Vækst for femte år

Blognetværket har på nuværende tidspunkt omkring 320 såkaldte premium blogs - altså de største blogs, hvor bloggerne tjener penge på deres arbejde. Det er en stigning fra omkring 250 premium blogs, som selskabet rådede over, da MediaWatch talte med den adm. direktør i midten af 2016. På en god måned er der enkelte bloggere, der har 200.000 unikke besøgende og 2,5 mio. sidevisninger ifølge Henrik Akselbos oplysninger.

Derudover dækker Bloggers Delight over omkring 100 bloggere med mellem 12-50.000 unikke besøgende om måneden.

Det er femte år i træk, at bloguniverset haler økonomisk fremgang i land. Ved sidste års regnskab var væksten på bundlinjen dog procentmæssigt noget større med en øgning på 65 pct. fra 2013/2014, hvor netværket landede et lille overskud på 1,3 mio. kr.

"Der er jo et naturligt fald i den procentmæssige vækst, vi kan opleve, i takt med, at vi opnår en vis størrelse, hvis vi også vil balancere det med en sund bundlinje," siger Henrik Akselbo.

"Men markedet vokser også, og vi forventer at fortsætte med at vokse. Det behøver ikke nødvendigvis være drevet af, at vi får flere sidevisninger og blogs i vores netværk. I lige så høj grad handler det om at få det maksimale ud af de bloggere, vi har."

Tabt trafik

Trafiktallene for virksomhedens blogs dykkede i sidste halvdel af 2016 fra omkring 17 mio. månedlige sidevisninger i sommer til ca. 13 mio. på nuværende tidspunkt, oplyser han. Det skyldes blandt andet en skærpet konkurrence fra andre blognetværk.

Derudover har det kostet på den månedlige trafik, at kendisbloggeren Mascha Vang i slutningen af 2015 forlod Bloggers Delight for at starte sit eget konkurrerende blogselskab under navnet Blogly, fortæller Henrik Akselbo. Med sig tog hun et par andre populære blogs fra netværket samt sin blogtrafik på omkring 2 mio. sidevisninger om måneden ifølge hendes egne opgørelser.

"Det er klart, at i det øjeblik, hvor hun forsvinder, så mangler man den trafik. Den kan vi ikke bare finde hos en anden dagen efter. Men frem for bare at prøve at skrue mere trafik på, så vil vi hellere forbedre os ved at få mere ud af den trafik, vi har. Det kan man også se på vores nøgletal, hvor vi er vækstet igen - selvom vores sidevisninger er faldet. Vi har en mio. besøgende om måneden, og kan stadig vækste forretningen på de besøgstal," siger han.

"Det har vi kunnet, fordi vores forretning ikke er særlig afhængig af sidevisninger og bannerannoncering. Det meste af vores indtægt er båret af de kreative kampagner, hvor man bruger nogle udvalgte influenter. Selvfølgelig har vi tabt noget omsætning på bannerindtægter, men vi har mere end kompenseret for det ved at sælge andre produkter, som content marketing og kreative kampagner, hvor vores indtjening har været meget højere end året før."

Priserne bliver drevet op

Henrik Akselbo henviser til, at marketing via influenter på sociale medier som blogs efterhånden er blevet så etableret i markedet, at det er med til at drive annonce- og samarbejdspriserne op. På den måde kan der stadig hentes vækst, selvom antallet af nye bloggere ikke drives i vejret med samme fart som tidligere.

"Der er rigtig mange kunder (selskaber og annoncører, red.), der er interesserede i at bruge bloggerne, og de er blevet villige til at investere større og større budgetter hvert år. Så vi ser også, at priserne for det er begyndt at arbejde sig opad, mens efterspørgslen er voksende. Derfor tror vi på, at selv hvis vores netværk forbliver sin nuværende størrelse, så kan vi sagtens vækste omsætningen og forretningen på det fundament."

Ifølge selskabets oplysniger fra 2017 er 92 pct. af brugerne på deres sites kvinder, heraf er næsten halvdelen mellem 15 og 34 år. Bloguniverset henvender sig altså primært til et yngre segment, som ifølge Henrik Akselbo stoler mere på anbefalinger fra ligesindede end fra virksomheder.

Bloggers Delight ApS blev stiftet i 2010 og beskæftiger 21 fuldtidsansatte, Blandt annoncørerne, Bloggers Delight ApS har ført kampagner for, er Coca Cola, Danske Bank, Louis Nielsen, Canon og HBO. Virksomheden har i dag bl.a. Borre Group og Netinvade i ejerkredsen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også