TV 2 Business går i samarbejde med nyt erhvervsmedie
Når det nye digitale erhvervsmagasin Insidebusiness i denne måned går i luften, bliver det med et fast redaktionelt samarbejde med TV 2's nye businesskanal, TV 2 Business, som en løftestang. Det skriver Insidebusiness i en pressemeddelelse.
Samarbejdet betyder, at TV 2 Business får erhvervsmagasinets hovedhistorie og mulighed for at videreføre og følge op torsdag aften, før Insidebusiness udkommer fredag.
"Vi er utrolig glade for at kunne præsentere et samarbejde med TV 2 Business. TV 2 Business er en del af TV 2 News, som i forvejen er et meget stærkt brand i erhvervslivet, og vi ser frem til at være med til at bidrage til, at TV 2 kan udbygge sit i forvejen store fokus på erhvervslivet herhjemme," siger direktør for Insidebusiness, Morten Johnsen.
Ud over at dele hovedhistorien betyder aftalen, at Morten Johnsen, der er tidligere erhvervsredaktør på Finans, og chefredaktør Peter Nyholm, tidligere finansredaktør på Berlingske Business, bliver en del af TV 2 Business’ faste kommentatorhold.
Håndtrykket med TV 2 Business er den anden samarbejdsaftale, som Insidebusiness lægger ud med. I forvejen har nichemediet et tæt samarbejde med Ugebrevet Mandag Morgen om teknik og salg mod, at Mandag Morgen kan inddrage artikler fra Insidebusiness i flowet.
Ifølge direktør Morten Johnsen er aftalen med TV 2 Business indgået med grønt lys fra Mandag Morgen og indrettet, så TV 2 Business får nyhedsvinklen og essensen af ugens tophistorie fra Insidebusiness, mens Mandag Morgen kan bringe den fulde historie.
TV 2 har i dag offentliggjort premieredagen for tv-koncernens første rendyrkede erhvervskanal. Efter et langt tilløb kan seere følge erhvervsnyhederne på tv fra tirsdag d. 17. maj, hvor TV 2 Business åbner kl. 6 og byder på 12 timers daglig dækning af erhvervslivet.
Relaterede artikler:
TV 2 tæller ned til ny businesskanal
For abonnenter
Her er medierne som får innovationsstøtte
For abonnenter