Watch Medier søsætter syvende nichemedie i Norge
Der bygges videre på Watch Mediers position i det norske marked for branchemedier. Nu lancerer medieselskabet, der er en del af JP/Politikens Hus, endnu et medie i nabolandet; denne gang med fokus på den norske fødevaresektor.
Dermed bliver mediet med titlen MatvareWatch en norsk pendant til det efterhånden ti år gamle danske nichemedie FødevareWatch.
Det norske nichemedie lægger fra land med tre journalister og en skrivende redaktør i skikkelse af Christine Gulbrandsen, der har erfaring fra bl.a. Fædrelandsvennen og de to store norske nyhedsmedier Aftenposten og NRK.
Ligesom på det danske søstermedie vil redaktionen ”gå tæt på virksomheder og nøglepersoner i den norske fødevareindustri”.
”Den norske fødevareklynge udgør en stor og vigtig del af norsk erhvervsliv, hvor også fiskeindustrien er toneangivende. Vi ser frem til at levere relevant virksomhedsjournalistik og sætte dagsorden hos beslutningstagerne også i den del af erhvervslivet,” udtaler Kristin Stoltenberg, landechef og chefredaktør for Watch Medier i Norge, i en pressemeddelelse.
Den danske og norske redaktion vil komme til at arbejde tæt sammen, fordi mange af de store fødevarevirksomheder har aktiviteter i begge lande.
MatvareWatch bliver det syvende branchemedie, Watch Medier har søsat i Norge i løbet af de seneste fire år.
”Dermed fortsætter vi med at eksekvere på vores ambitiøse vækststrategi. Norsk erhvervsliv har taget godt imod vores seks første nichemedier, og vi glæder os til at tage fat på endnu en vigtig branche,” udtaler Rasmus Emborg, editorial director hos Watch Medier.
De tidligere knopskydninger i markedet tæller FinansWatch, AdvokatWatch, EiendomsWatch, EnergiWatch, MedWatch og HandelsWatch, der alle har danske søstermedier.
Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder.
Relaterede artikler
Watch Medier finder ny redaktionschef i egne rækker
For abonnenter