Se og Hør har i 2023 set markant tab af Facebook-trafik

Sidste år lå andelen af trafik til seoghoer.dk fra Facebook på 30 pct., men det er i 2023 ikke længere tilfældet. Som konsekvens af tilbagegangen gør bladet sig nu nye strategiske overvejelser. 
Foto: Jesper Sunesen, Aller Foto & Video
Foto: Jesper Sunesen, Aller Foto & Video

Aller Medias store ugeblad Se og Hør har siden februar i år mistet mellem 75 og 80 pct. af sidevisningerne til sitet fra Facebook. Det fortæller chefredaktør Niels Pinborg til Journalisten

Trafikken fra den Meta-ejede platform har tidligere stået for omkring 30 pct. af de samlede sidevisninger på seoghoer.dk, men nu er andelen kun på mellem fem og syv pct., siger chefredaktøren, der oplever det som om, at mediet er blevet tildelt et antal sidevisninger, der ikke kan rykkes på. 

”Det har den konsekvens, at vores omsætning er blevet mindre,” siger Niels Pinborg til fagbladet uden at oplyse hvor stort et omsætningstab, det har medført.

Chefredaktøren regner ikke med, at trafikken fra Facebook vender tilbage til niveauet fra sidste år, og derfor har bladet lagt en strategi, der handler om at skabe mere puls på sitet og bedre historier.

Ekstra Bladets chef for sociale medier, Sofie Tofte, skriver til Journalisten, at avisen ikke har set samme markante fald i trafikken fra Facebook, hvor andelen har ligget nogenlunde stabilt på mellem 12 og 15 pct. af den samlede trafik til eb.dk. 

I september sidste fortalte Niels Pinborg til MediaWatch, at Se og Hør har trafikambitioner om at se en fordobling af sidevisninger over de næste tre år - altså i 2025. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også