Partier bandlyser Tiktok efter melding fra cybersikkerhedscenter

Efter Center for Cybersikkerhed har frarådet statsansatte at bruge kinesisk app, dropper partier den.
Foto: Christian Falck Wolff/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Falck Wolff/Ritzau Scanpix
ritzau

Som følge af en anbefaling fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) torsdag har De Radikale bedt folketingsmedlemmer og partisansatte om at stoppe med at bruge det sociale medie TikTok.

Det siger politisk leder Martin Lidegaard til DR. Han vil tage diskussionen om et forbud op i Folketinget.

”I samarbejdets ånd på Christiansborg vil den bedste løsning være, at der nu træffes en fælles beslutning i Folketinget og mellem alle parter om at stoppe brugen af TikTok. Vi vil rejse sagen i relevante fora i Folketinget,” siger Martin Lidegaard til DR.

Også Danmarksdemokraterne har reageret på anbefalingen fra CFCS og meddelt ansatte og folketingsmedlemmer, at de ikke må bruge appen.

Det oplyser partiet til Ritzau. Danmarksdemokraterne meddeler samtidig, at ingen folketingsmedlemmer brugte appen i forvejen.

Liberal Alliance oplyser til Ritzau, at partiet følger myndighedernes anbefalinger og derfor har bedt folketingsmedlemmer og partiansatte om at slette TikTok på deres arbejdstelefoner. Partiet tilføjer dog, at det fortsat vil benytte sig af TikTok, men fra private telefoner, hvor der ikke deles fortrolige oplysninger.

Lars Boje Mathiesen, formand for Nye Borgerlige, siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at ”I Nye Borgerlige tager vi det alvorligt, når Center for Cybersikkerhed kommer med sådan en udmelding”.

”Vi mener, at det skal drøftes partierne imellem. Vi vil gerne lægge op til, at Folketingets partier tager et ansvar og finder en fælles løsning.” 

De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado, oplyser til Ritzau, at partiet gerne drøfter sagen. Men at Folketinget i så fald bør indføre fælles regler for brugen af TikTok. Mercado tilføjer, at hun selv har taget den konsekvens, at TikTok ikke er på hendes arbejdstelefon.

SF oplyser til Ritzau, at partiet ikke har truffet en beslutning om brug af TikTok endnu. Samme toner lyder fra Moderaterne, der vil tage emnet op på et gruppemøde. Alternativet følger Folketingets retningslinjer, lyder det.

Allerede før anbefalingen fra CFCS havde Dansk Folkeparti bandlyst TikTok fra medarbejdere og folketingsmedlemmers arbejdstelefoner. I stedet har partiet en særskilt telefon ”liggende i en skuffe, der kan bruges til det og det alene”. Det oplyser partiets pressechef. 

CFCS oplyste torsdag til Ritzau, at centeret fraråder ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder - herunder mobiltelefoner. Centeret samarbejder med blandt andet statslige myndigheder om ”sikkerhed i statens it-løsninger.”

Det gælder også tjenestemobiltelefoner til blandt andre ministre og embedsmænd, som kan have ”behov for et højt sikkerhedsniveau.”

”I den forbindelse har CFCS i samarbejde med PET og Statens IT for nylig udarbejdet en håndbog i sikkerhed for mobile enheder,” skrev CFCS torsdag.

”CFCS fraråder i ovennævnte håndbog anvendelse af TikTok på tjenstlige enheder.”

Samme dag oplyste EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet, at man har valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner.

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing. Selv mener selskabet, at beslutningen er baseret på ”grundlæggende misforståelser” ifølge en talsperson.

Hos De Radikale havde eksempelvis næstformand for folketingsgruppen, Samira Nawa, en TikTok-profil. Den havde 3700 følgere, men er nu slettet. Også folketingsmedlem for De Radikale Zenia Stampe har fredag slettet sin profil.

Folketinget vil se nærmere på sagen om TikTok. Det siger Folketingets formand, Søren Gade (V) i en pressemeddelelse:

”Folketinget tager digital sikkerhed meget alvorligt. Vi vil nu sætte os grundigt ind i den nye udmelding fra Center for Cybersikkerhed om sikkerhed på mobiler og tablets.” 

”På den baggrund vil vi tage stilling til, hvilke konsekvenser det skal have for brugen af Folketingets enheder.” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også