Meta og Alphabet står til at miste førertrøjen på det digitale annoncemarked

I USA forventes de to selskabers andel af de samlede annonceindtægter at falde til 48,8 pct., hvilket vil betyde, at de for første gang i otte år ikke har en majoritetsandel.
Foto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix

Selskaberne Meta, der står bag Facebook og Instagram, og Alphabet, der ejer Google, står til at miste deres position som markedsdominerende på det digitale annoncemarked i USA. Det skriver Financial Times.

Det skyldes særligt konkurrence fra Amazon, Tiktok, Microsoft og Apple. 

Andelen af amerikanske annonceindtægter, som Meta og Alphabet sidder på, forventes i år at falde til 48,4 pct., hvilket vil være et fald på 2,5 pct. point. Sker det, vil det være første gang, de to selskaber ikke har en majoritetsandel af markedet siden 2014, skriver avisen.

Annoncechef hos Google, Jerry Dischler, udtaler til Financial Times, at nye aktører på markedet har medført et “ekstremt dynamisk annoncemarked”.

”For fire år siden ville du ikke tale om hverken TikTok eller Amazon i forhold til annoncering,” udtaler han ifølge avisen

”Så det er enormt sigende, at flere og flere anerkender, at annoncering er en god og skalerbar forretningsmodel.”

Ifølge Financial Times mener Metas topchef Mark Zuckerberg, at faldet i selskabets indtægter særligt skyldes Apples ændringer i privacy-regler, som gør det sværere at spore brugere og målrette annonceringen, ligesom Tiktoks voksende popularitet ligeledes spiller en rolle.

Samlet set udgør det digitale annoncemarked i USA en omsætning på 300 mia. dollar, omkring 2100 mia. kr., og mens virksomheder skærer i annoncebudgetterne som reaktion på stigende renter og høj inflation, skal tech-selskaberne kæmpe hårdt for at bevare deres andel, skriver avisen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også