Snapchat omstrukturer og afskediger 20 pct. af medarbejderne

Efter underskud i kvartalsregnskaber og stigende konkurrence, tilpasser det sociale medieselskab sig nu til markedet, meddeler topchef. Tre områder bliver påvirket.
Foto: Dado Ruvic/REUTERS / X02714
Foto: Dado Ruvic/REUTERS / X02714
AF RITZAU/AFP

Snap - selskabet bag det sociale medie Snapchat - foretager en omstrukturering og vil reducere medarbejderstaben med 20 procent. Det bekræftede selskabet sent onsdag.

Snapchat har skarp konkurrence fra andre apps som TikTok og kæmper med omsætningen og nylige underskud i kvartalsregnskaberne.

Selskabet har i alt cirka 6400 medarbejdere, og de fik onsdag en kedelig besked.

”Vi må nu tage konsekvensen af den lavere omsætningsvækst og tilpasse os til markedet,” siger adm. direktør Evan Spiegel i en meddelelse til medarbejderne.

Det indebærer, at vores ”hold skal reduceres med cirka 20 procent”, skriver han.

Det var Tech-mediet The Verge, der som det første medie skrev, at der var voldsomme nedskæringer på vej i selskabet.

Omstruktureringen vil ifølge Evan Spiegel fokusere på tre strategiske områder:

”Brugervækst, omsætningsvækst og udvidet virkelighed (AR eller Augmented Reality, red.),” skriver han.

Projekter, som ikke bidrager til det, skal stoppes eller tilføres et væsentligt mindre beløb, fortsætter han.

Blandt andet stopper integrationen af apps udviklet af tredjeparter - også kaldet Minis. Også Snap Originals-programmer stopper.

Ligesom andre sociale medier har Snap været ramt af, at annoncørerne har måttet spænde livremmen ind.

Derudover har ændringer i Apples privatlivspolitik gjort det sværere at målrette reklamer. Det har ramt salget af dyre, men meget målrettede reklamer på det sociale medier.

Snapchat var især i de tidlige år et hit blandt mange yngre smartphonebrugere. Videoer sendt på tjenesten forsvinder, efter at man har sendt dem. Mange benytter sig af særlige effekter, der kan ændre ens udseende i videoerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også