MediaWatch

Stifter af Realityportalen og digital chef hos Egmont Publishing er fyret

I 2012 stiftede hun Realityportalen, og siden 2016 har hun været digital chef hos Egmont Publishing. Nu siger Jeanet Rosenkjær Hortsmann ufrivilligt farvel til mediehuset, skriver hun på Linkedin.

Opdateret 20. januar kl. 11.50 med kommentar fra Egmont.

Jeanet Rosenkjær Hortsmann, der i 2012 stiftede reality-sitet Realityportalen, er fyret som digital chef hos Egmont Publishing.

Det oplyser hun i et opslag på Linkedin.

Egmont købte Realityportalen tilbage i 2015, hvorefter Jeanet Rosenkjær Hortsmann fortsatte som chefredaktør. Siden november 2016 har hun også haft titel som digital chef i Egmont Publishing, hvor hun har haft ansvaret for Realityportalen og herognu.dk, fremgår det af Linkedin.

"Det var med svedige håndflader, jeg tilbage i 2012 hoppede ud som iværksætter og trykkede på knappen, der fik Realityportalen.dk online. Målet var dengang meget beskedent, og jeg jublede højt, da jeg hurtigt nåede 500 unikke besøgende," skriver Jeanet Rosenkjær Hortsmann i opslaget og fortsætter:

"I dag er sitet meget større, end jeg nogensinde kunne have drømt om, og derudover har vi to år i træk vundet prisen for bedste nichesite. Det er noget at være stolt af, for det er ikke let at starte et nichesite op i lille Danmark, som rent faktisk også formår at overleve. Det ved jeg, at flere fra branchen kan skrive under på."

Jeanet Rosenkjær Hortsmann, der er uddannet journalist på Syddansk Universitet, understreger, at det ikke er efter eget ønske, at hun forlader Egmont.

"Det er derfor også med en klump i halsen, at jeg nu ufrivilligt må sige farvel til jobbet som digital chef i Egmont Publishing og mor til Realityportalen.dk," lyder det.

Her & Nu's chefredaktør tager over

Egmont bekræfter over for MediaWatch, at Jeanet Rosenkjær Hortsman ikke længere er ansat.

"Vi har stor respekt for det arbejde, som Jeanet Rosenkjær Horstmann har lagt i udviklingen af Realityportalen. I dag fungerer Her & Nu og Realityportalen i høj grad som én redaktion. Der er derfor ikke længere brug for to chefer," siger Marianne Gram, direktør for ugebladsgruppen i Egmont Publishing, og fortsætter:

"Det tager vi konsekvensen af og må i den forbindelse desværre sige farvel til Jeanet. Fremadrettet lægges lederansvaret for Realityportalen hos Her & Nu's chefredaktør, Michael Rasmussen."

Jeanet Rosenkjær Hortsman ved endnu ikke, hvad hun nu skal lave.

"Efter knap 7 år med Realityportalen ser jeg dog lyst på fremtiden og vil bruge den kommende tid til at tænke over, hvad næste skridt skal være," skriver Jeanet Rosenkjær Hortsmann.

"Tak til alle, der har støttet mig og troet på mit projekt, det har været en fantastisk rejse på både godt og ondt. Vi ses derude."

Reality-site og Dagens Medicin vinder Bording-priser

Ny bog: JP/Politiken og Egmont kiggede på køb af norsk avis

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere