Tidligere MX-chef i spidsen for regional Youtube-kanal

TV Øst søsætter en digital tv-kanal på Youtube. Tidligere chefredaktør for Metroxpress står i spidsen for projektet, der skal hjælpe tv-stationen med at nå de unge seere.

Efter sommerferien åbner TV Øst, der er TV 2's regionale tv-station for Sjælland og øerne, en digital tv-kanal på den sociale platform Youtube. Det oplyser stationen i en pressemeddelelse.

Ansvarlig for den nye kanal bliver Simon Hovmand-Stilling, der frem til november 2016 var chefredaktør på gratisavisen Metroxpress, men forlod avisen i forbindelse med fusioneringen med BT, hvor de to medier blev lagt sammen til det nye selskab BTMX. Hans officielle titel i forbindelse med etableringen af kanalen bliver projektchef.

Ambitionen for den endnu unavngivne digitale kanal er, at den skal få bedre fat i den yngre målgruppe - helt konkret de 15 til 25-årige - i TV Østs dækningsområde, end hovedkanalen hidtil har formået, oplyser direktør i TV Øst, Vagn Petersen.

"Vi vil forsøge at bygge bro over den generationskløft, der er i de unges tilgang til public service-indhold. Vi kan som public service-udbyder ikke stiltiende se til, at de unge ikke interesserer sig for det regionale/lokale indhold," siger han i meddelelsen.

Den nye Youtube-kanal skal bl.a. bringes i spil til det kommende regions- og kommunalvalg i efteråret.

"Hos både politikerne og hos medierne er der en klar erkendelse af, at vi har en stor udfordring med at nå de unge, men der er ikke mange, der gør noget reelt for at knække denne nød. Vi forsøger nu, fordi vi satser på, at vi også får bragt Youtube-kanalen i spil ved efterårets regions- og kommunalvalg, hvor vi gerne vil have flere unge til at involvere sig og til at stemme."

Indhold i samarbejde med de unge

Den regionale Youtube-kanal bliver en del af TV Østs hovedredaktion i Vordingborg, hvor indholdet bl.a. skal produceres i samarbejde med målgruppen.

"Vi vil helt tæt på det lokale ungdomsliv, og kanalen skal afspejle, hvordan det er at være ung i vores region. Det skal ske med et anderledes historievalg og nye fortælleformer båret af en række faste karakterer, og med minimum redigering af det indhold, som de unge leverer til kanalen," siger Vagn Petersen i meddelelsen.

Det ligger endnu ikke fast hvem og hvor mange unge, der skal tilknyttes kanalen. Ansvarlig for rekrutteringsprocessen er Simon Hovmand-Stilling, der siden Metroxpress bl.a. har arbejdet som digital konsulent for Jyllands-Posten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også