Erik Rasmussen vinder den store publicistpris

Fire priser var på spil tirsdag aften hos Publicistklubben. En garvet herre løb med hovedprisen.
Foto: Jan Grarup/Polfoto/Arkiv
Foto: Jan Grarup/Polfoto/Arkiv

Mediechefer og andet godtfolk var tirsdag aften samlet hos Den Danske Publicistklub i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København til den årlige uddeling af priser for særlig god journalistik.

Hovedprisen, Den Store Publicistpris, modtager Mandag Morgens grundlægger Erik Rasmussen. Det skriver Ritzau.

Tildelingen af prisen til Erik Rasmussen skyldes en mangeårig, fremragende indsats, der er i overensstemmelse med klubbens formål, fremgår det.

"Dansk erhvervslivs fremtid, velfærdssamfundet udfordringer, klima- og miljøspørgsmål og meget andet vigtigt er blevet behandlet og analyseret med vedholdenhed og indsigt," lyder det i udtagelsen fra Den Danske Publicistklub om Erik Rasmussens stiftelse af Mandag Morgen, skriver Ritzau.

Erik Rasmussen var i konkurrencen oppe mod forfatter og videnskabsjournalist Lone Frank fra WeekendAvisen samt journalist og forfatter Mads Kastrup fra Ekstra Bladet.

Sidste års vinder af hovedprisen var forfatter og kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose.

Publicistklubben vil have nye mediespillere om bord

Tre øvrige priser er også blevet uddelt.

Den ene, Den Lille Publicistpris, løber holdet fra TV2, der stod bag dokumentarserien "Moskeerne bag sløret", med.

Den anden, Public Serviceprisen, går til journalisten Nagieb Khaja, som bl.a. har dækket krigen i Afghanistan.

Den tredje, Fortællerprisen, er gået til Dagbladet Information for avisens serie om voldtægt.

Formand for den dansk Publicistklub, Per Mikael Jensen, udtaler i en pressemeddelelse:

”Der var et meget fornemt felt af nominerede i år, og det er er en fornøjelse igen at se myten om, at journalistik bliver dårligere med årene gennemhullet. Der er masser af talent og masser af virketrang i dansk journalistik. Alle nominerede i år kunne have fortjent en pris.”

Det er 37. gang, at Den Danske Publicistklub uddeler hæderspriser.

Public service-tv rejser mere i Norden

FAKTA

Priskomiteen, der i år sorterede mellem indstillingerne, bestod af:

Connie Hedegaard, formand for Public Service-udvalget, Anna Libak, Berlingske, journalist og forfatter Hanne Sindbæk, tidl. nyhedsdirektør på TV 2 Michael Dyrby, chefred. Christian Jensen, Information, journalist og forfatter Anders-Peter Mathiasen, tidl. publicistformand og seer- og lytterredaktør i DR, Jacob Mollerup, tidligere udlandsredaktør på JP Flemming Rose samt Per Mikael Jensen.
 

PRISERNE OG DE NOMINEREDE

Den Store Publicistpris

  • Forfatter og videnskabsjournalist Lone Frank, WeekendAvisen
  • Journalist og forfatter Mads Kastrup, Ekstra Bladet
  • Stifter af Mandag Morgen, Erik Rasmussen

Æresprisen på 20.000 kr. tildeles for en mangeårig, fremragende indsats. Den gik sidste år til tidligere udlandsredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose.

Den Lille Publicistpris

  • Holdet bag dokumentarserien ’Moskeerne bag sløret’, TV 2
  • Avisen i børnehøjde Kids News, der udgives af Berlingske Media
  • Public service radioen Radio 24/7, der drives og ejes af Berlingske Media og People Group

Den lille Publicistpris på 10.000 kr. gives for et konkret projekt eller udgivelse, der har bidraget med en "ekstraordinær præstation under publicismens fane".

Public Serviceprisen

  • Journalist Nagieb Khaja
  • Dagbladet Information for særavisen om og af flygtninge
  • TV 2 for dokumentaren "Patienten, der fik nok"

Public serviceprisen går til et "fremragende" publicistisk arbejde i offentlighedens tjeneste. Med prisen følger 10.000 kr.

Fortællerprisen

  • Journalist Inaam Nabil, nyuddannet     
  • Dagbladet Information for serien om voldtægt
  • Journalist og forfatter Olav Hergel, Politiken

Fortællerprisen tildels for den særligt velfortalte historie, der kommer med fornyende bud på journalistisk form og indhold. Ud over æren følger der også her 10.000 kr. med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også