Advokat: DR kommer med ærekrænkende påstande mod Martin Brygmann

Martin Brygmann vil have forbud mod ærekrænkende påstande fra DR.
Martin Brygmann mener, at DR i en udgivelse kommer med ærekrænkende påstande om ham. Han vil derfor have et forbud mod den, oplyser hans advokat. | Foto: Jonas Olufson
Martin Brygmann mener, at DR i en udgivelse kommer med ærekrænkende påstande om ham. Han vil derfor have et forbud mod den, oplyser hans advokat. | Foto: Jonas Olufson
af ritzau

Entertaineren Martin Brygmann mener, at DR er kommet med udokumenterede påstande, der krænker hans fred og ære.

Han har derfor anmodet Københavns Byret om at nedlægge et forbud mod en udgivelse fra DR.

Det bekræfter hans advokat, Heidi Højmark Helveg, i en mail til Ritzau torsdag aften.

”DR er over for min klient kommet med udokumenterede freds- og ærekrænkende påstande,” skriver hun.

Tidligere torsdag skrev Ekstra Bladet, at der var tale om en dokumentar.

Dette har Ritzau ikke kunnet få bekræftet af Heidi Højmark Helveg.

Advokaten oplyser, at hun og Martin Brygmann har henvendt sig til DR ti gange igennem syv måneder for at få fremlagt dokumentation.

”I de tilfælde, hvor påstandene indeholdt tilstrækkelig konkrete oplysninger til, at de kunne efterprøves, har vi kunnet påvise alvorlige fejl, manipulation og direkte usandheder.”

”I sidste uge lykkedes det endelig at mødes med DR for at gennemgå påstandene, men igen afviste DR at fremvise nogen form for dokumentation eller svar, der kunne lede til opklaring,” skriver Heidi Højmark Helveg i mailen.

Sagen er blevet behandlet på et retsmøde torsdag i Københavns Byret.

Det skete for lukkede døre, og der afventes en kendelse i sagen, oplyser Martin Brygmanns advokat.

Det har fremgået af en retsliste, at entertaineren foruden DR også har trukket stationens generaldirektør, Maria Rørby Rønn, i retten.

Det samme gælder produktionsselskabet Impact TV.

Samme sted har man kunnet læse, at sagen drejer sig om det, man tidligere har kaldt et fogedforbud.

Man kan anmode retten om et midlertidigt forbud, hvis en person eller virksomhed krænker ens rettigheder.

Et forbud kan for eksempel handle om ulovlig brug af et patent. Det kan også gælde udgivelse af en bog, der indeholder fortrolige oplysninger.

Martin Brygmann er kendt fra både skuespil, musik og satire. Han har desuden været vært på forskellige programmer på tv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Infomedia fusionerer med det svenske selskab Retriever. | Foto: Infomedia.

Infomedia fusionerer med svensk selskab

For abonnenter

Læs også