Tv-stationer fordømmer plan om udbryderliga

Den britiske tv-kanal BT, der har rettigheder til Champions League, anser ideen om en udbryderliga som en langsigtet trussel mod engelsk fodbold.
Den britiske sportskanal BT ser risiko for, at udbryderliga kan skade engelsk topfodbold. Chelsea er blandt de seks Premier League-klubber, som efter planen skal deltage i den alternative turnering | Foto: Mike Hewitt/Ritzau Scanpix
Den britiske sportskanal BT ser risiko for, at udbryderliga kan skade engelsk topfodbold. Chelsea er blandt de seks Premier League-klubber, som efter planen skal deltage i den alternative turnering | Foto: Mike Hewitt/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Tv-stationer, der har brugt milliarder af kroner på rettigheder til Champions League, fordømmer europæiske topklubbers planer om at danne en udbryderliga.

En ny turnering kan underminere de eksisterende mediekontrakter, som er med til at finansiere sporten, mener stationerne.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Financial Times har organisationen bag den såkaldte Super League haft indledende samtaler med selskaber som Amazon, Facebook, Disney og Sky om rettighederne til at vise kampene.

Udbryderligaen skal ifølge de 12 engelske, spanske og italienske klubber bag initiativet fungere udenom Champions League, Europa League og det nystartede Conference League.

Prisen for de årlige transmissionsrettigheder kan ifølge Financial Times beløbe sig til fire milliarder euro. Det svarer til 29,7 milliarder kroner.

Facebook samt en kilde med kendskab til situationen hos Amazon sagde mandag dog, at selskaberne ikke er i samtaler om rettighederne.

Den britiske tv-kanal BT, der har rettighederne til at vise Champions League-kampe i Storbritannien, Spaniens Mediapro og streamingtjenesten DAZN tog mandag afstand fra udbryderligaen.

"BT forstår bekymringerne blandt mange af fodboldens førende stemmer og tilhængere og er overbevist om, at etablering af en europæisk Super League kan få en ødelæggende indvirkning på fodboldens sundhedstilstand i dette land på langt sigt," sagde medieselskabet mandag.

Det spanske Mediapro sagde mandag, at tv-stationer ikke vil rive deres nuværende kontrakter om senderettigheder i stykker, og forudså, at planen om udbryderligaen vil mislykkes.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også